»Vi skal se færre mennesker, vi kan ikke danse rundt om juletræet, som vi plejer, og vi skal ikke mindst passe på vores ældre og sårbare.«

Sådan lød meldingen fredag fra statsminister Mette Frederiksen, da hun var til møde på Glostrup Parkhotel.

Men det råd har partiformanden for Nye Borgerlige, Pernille Vermund, på ingen måder tænkt sig at følge.

Tværtimod.

Statsminister Mette Frederiksen (S) opfordrede fredag danskerne til blandt andet ikke at holde hinanden i hånden ved juledansen. Men det råd har Pernille Vermund fra Nye Borgerlige på ingen måder tænkt sig at følge.
Statsminister Mette Frederiksen (S) opfordrede fredag danskerne til blandt andet ikke at holde hinanden i hånden ved juledansen. Men det råd har Pernille Vermund fra Nye Borgerlige på ingen måder tænkt sig at følge. Emil Helms

»Jeg fejrer jul med mine tre drenge, min søster, svoger, niece, min far, min gamle barnepige på 90 år – som hellere vil leve end overleve – og min onkel fra Aarhus. Vi er som altid sammen fra lillejuleaften til anden juledag. Børnene er dog hos deres far nogle af dagene i år,« siger Pernille Vermund.

Men din barnepige på 90 år er jo i særlig risiko ved coronasmitte. Har du tænkt over det? Min egen mormor på 92 år er selv bekymret for at holde jul med os alle sammen?

»Ja, det har vi tænkt over. Hun sad alene i begyndelsen, men hun vil hellere være sammen med familien og have kvalitet i sit liv end at sidde alene og risikere at dø af ensomhed,« siger Pernille Vermund.

Så er spørgsmålet, om Pernille Vermund også vil holde alle gæster i hånden, når der danses om juletræet?

Direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm har frarådet, at der holdes i hånden, når der danses rundt om juletræet.
Direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm har frarådet, at der holdes i hånden, når der danses rundt om juletræet. Mads Claus Rasmussen

Mette Frederiksen er ikke ene om at fraråde, at man holder hinanden i hånden, når der danses rundt om juletræet.

Under et interview til TV 2 i programmet 'Go' aften Live' i november opfordrede Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, også til at lade være med at holde hinanden i hånden ved dansen juleaften.

»Hvis det ikke er nogen, du er 'på kram' med, så ville jeg selv gøre det, at jeg vil foreslå, at når man går rundt om juletræet, så markerer man, at man holder i hånd snarere end at gøre det,« sagde Søren Brostrøm.

Pernille Vermund, vil I danse rundt om juletræet alle sammen, hvor I holder i hånden?

»Min gamle barnepige blev kørt over for et par år siden og er derfor ikke så god på benene længere. Så hun sidder i sofaen, imens vi andre danser om træet og synger julesalmer,« siger Vermund.

Men skal I andre danse hånd i hånd om juletræet, sådan som Søren Brostrøm anbefaler, man ikke gør?

»Ja. Jeg kysser mine børn godnat hver dag, så selvfølgelig holder jeg dem også i hånden, når vi går om træet,« siger Pernille Vermund.

Så kort sagt: Dansen rundt om juletræet 24. december bliver ikke den samme hos Pernille Vermunds familie som hos Søren Brostrøm og Mette Frederiksen.