Smittetrykket i hovedstadsområdet er alt for højt, og derfor er der brug for at sende elever og studerende hjem nu, så smittespredningen blandt unge kan blive stoppet.
Sådan lyder det fra Dansk Folkeparti, kort før partiernes sundhedsordføreresøndag klokken 10:00 er indkaldt til en orientering om corona-situationen med sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
Lørdag var både statsminister Mette Frederiksen og sundhedsminister Magnus Heunicke ude med meldinger om, at der kan være nye restriktioner på trapperne efter Region Hovedstaden fredag rykkede op i risikoniveau 4 på en skala fra 1-5.
Magnus Heunicke påpegede lørdag, at hospitalskapaciteten i hovedstadsområdet kan blive udfordret, og meget tyder derfor på, at Magnus Heunicke på mødet vil orientere sundhedsordførerne om nye restriktioner.

Liselott Blixt mener, at det vil være hensigtsmæssigt at hjemsende samtlige elever på gymnasier, andre ungdomsuddannelser og alle videregående uddannelser.
»Hvis vi gerne vil sikre, at vi kan få en jul uden alt for store restriktioner for alle, er det på tide, at vi sender eleverne på ungdomsuddannelserne og de studerende på de videregående uddannelser hjem, hvor de så kan modtage fjernundervisning,« siger Liselott Blixt til B.T.
Enhedslistens sundhedsordfører Peder Hvelplund mener, at det også vil være relevant at hjemsende folkeskolernes ældste elever. Samme melding lyder fra SF, skriver Ritzau.
Både Enhedslisten og SF mener, at det også vil være hensigtsmæssigt at lukke ned for barer og restauranter i hovedstadsområdet i en periode. Men det tiltag afviser Liselott Blixt.
»Det er ikke der, problemet er. Hvis vi lukker barer og restauranter ned eller indfører skrappere restriktioner for dem, end der allerede er, vil folk bare samles endnu mere privat. Så det ser jeg ikke som en god løsning,« siger hun.
Liselott Blixt påpeger samtidig, at hun og de andre sundhedsordfører reelt ikke har indflydelse på, hvilke restriktioner regeringen vil rulle ud.
»Vi får jo ikke noget at have sagt (på mødet klokken 10:00 red.) Jeg kan bare sige, hvad vi ville have gjort.«
Lørdag rapporterede Statens Institut om et rekordhøjt smittetal på 2.115 nye smittede og en positiv procent på 2,25 procent. Antallet af nysmittede er dog registreret over 30 timer og ikke som normalt over 24 timer.