De politiske partier i Fredericia er søndag eftermiddag samlet i bestræbelserne på at finde en ny borgmester.

Søndag eftermiddag har de politiske partier i Fredericia for alvor taget hul på forhandlingerne om, hvem der skal afløse Thomas Banke (V) som borgmester.

- Vi holder nu møder med alle partier i byrådet. Det kommer til at tage sin tid, sagde Peder Hvejsel, nuværende løsgænger og tidligere Venstre-medlem, til Fredericia Dagblad inden forhandlingerne.

Byrådets røde mindretal gav før forhandlingerne udtryk for, at man ikke bare vil levere stemmer til en borgerlig borgmester uden at få noget til gengæld.

- Vi sætter os ikke bare ned og siger: »Værsgo’, her er vores stemmer. Vi skal være enige om, hvordan betingelserne er, og det må vi naturligvis tale med dem om, når de er enige om en kandidat, sagde den socialdemokratiske gruppeformand, Henning Due Lorentzen, (S) til Fredericia Dagblad.

Til samme avis gav den konservative gruppeformand udtryk for, at han mener, det borgerlige flertal skal bruges til sikre en borgerlig borgmester. Han opfordrer de fire ekskluderede Venstre-medlemmer til ikke at gå sammen med SF og Socialdemokraterne:

- Jeg ser helst, at man benytter sig af, at der er 11 blå mandater i det 21 mand store byråd, sagde John Bader (K) til Fredericia Dagblad.

Borgmester Thomas Banke meddelte torsdag efter flere ugers massiv kritik, at han forlader borgmesterposten. Søndag fortalte han, at han helt stopper i byrådet.

- Det hele er nu af en sådan karakter, at jeg ikke længere ønsker at være en del af det politiske spil i Fredericia overhovedet. Måden, hvorpå enkelte aktører lokalt fører an i kampen mod min person, gør, at jeg nu må vægte hensynet til min familie og omgivelser, siger han i en pressemeddelelse.