Udvalget har foreslået en række anbefalinger til, hvordan TV 2s forskellige kanaler kan moderniseres.
Nu afviser Venstre og Socialdemokratiet ekspertudvalgets forslag.
I en pressemeddelelse siger de to partiers medieordførere Kim Valentin og Mogens Jensen, at de ingen grund ser til at skulle nedlægge regionerne.
»Vi mener grundlæggende, at TV 2-regionerne gør det godt, og det understreges af de tal, som fremlægges i rapporten fra udvalget for undersøgelse af TV 2-regionerne,« lyder det.
»TV 2-regionerne har generelt godt fat i befolkningen i deres dækningsområder, som også er meget tilfredse med regionernes indhold, ligesom regionerne også har formået at udvide og udvikle deres produktion gennem årene.«
Til gengæld vil partierne gerne arbejde videre med nogle af »tværgående anbefalingerne«, og se på løsninger i forhold til den regionale dækning i hovedstadsområdet, lyder det.
»Udgangspunktet for et kommende medieforlig vil være, hvordan vi kan forbedre og udvikle TV 2-regionerne og ikke afvikle dem,« lyder det videre.
Helt konkret er ekspertudvalget kommet med tre forskellige scenarier.
De otte TV 2-regioner bliver i ét scenario til 30 selvstændige, digitalt orienterede medier.
En anden mulighed er at samle al regional public service hos én leverandør, mens det sidste lyder på at dele området øst for Storebælt op i fire regioner.
Tidligere har Jakob Engel-Schmidt sagt, at selvom der bliver lagt op til store ændringer, vil det ikke betyde nedskæringer.
»Min ambition er, at den publicistiske journalistik skal styrkes,« sagde han.
»Det er tre forskellige forslag, som jeg må arbejde mig ned i. Og for mig er det for tidligt at tage stilling til, hvordan man skal skære den kage.«
Udvalget blev nedsat i forbindelse med medieaftalen fra 2023 til 2026.
