Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Et parti ansætter nu helt usædvanligt en direktør.
Der er selvfølgelig tale om Liberal Alliance. Den ny direktør hedder Sune Aagaard, og er journalist og forfatter til en række bøger.
Direktører er jo ellers noget man bruger i virksomheder?
- Ja, men jeg synes også partiet skal drives som en virksomhed, og vælgerne er kunder i butikken, siger partiets formand Anders Samuelsen.
- Vi har brugt tid og kræfter på at undersøge, hvordan vi kan skrue vores organisation sammen, så den er så effektiv i eksekveringen og så præcis i prioriteringerne som muligt. Vi har store forventninger til resultatet, og vi tror, det bliver et vigtigt redskab i bestræbelserne på at realisere vores politiske potentiale, siger han.Sune Aagaard var indtil 1. marts kommunikationschef i den strategiske designvirksomhed Designit. Han er uddannet cand. mag og journalist og har tidligere etableret og i 10 år drevet medieudviklingsvirksomheden Kontrabande.
Han er desuden radiovært og forfatter til en lang række bøger, blandt andet om politik og samfundsforhold.
"Jeg er glad for, at det er lykkedes os at ansætte Sune Aagaard. I forhold til den jobbeskrivelse, vi formulerede for den nye stilling som direktør, er han et fremragende match, og jeg glæder mig meget til samarbejdet," siger Anders Samuelsen.
Sune Aagaard får det overordnede ansvar for at iværksætte og koordinere projekter inden for politikudvikling, marketing, kommunikation og involvering af Liberal Alliances medlemmer.