Helle Thorning-Schmidts foretrukne navn til at blive ny dansk EU-kommissær, tidligere justitsminister Morten Bødskov, kan ikke blive godkendt af Europa-Parlamentet.
Sådan lyder den samstemmende vurdering fra tre normalt meget uenige danske medlemmer af parlamentet Bendt Bendtsen (K), Morten Messerschmidt (DF) og Folkebevægelsens Rina Ronja Kari.
I denne sag er de imidlertid helt enige.
Siden Morten Bødskov i december måtte gå som justitsminister, har han arbejdet på at forbedre sine chancer for at blive ny dansk kommissær efter den konservative klimakommissær Connie Hedegaard, hvis periode udløber til november. Statsminister Helle Thorning-Schmidt har nemlig lovet ham, at jobbet er hans, bekræfter en række centralt placerede kilder overfor BT.
Trods den forventede uvilje mod ham, har hun håbet at kritikken ville fordampe med tiden, men det er ikke sket.
Bendt Bendtsen repræsenterer den konservative gruppe, EPP, der er parlamentets største, og uden hans støtte kan Morten Bødskov ikke afværge et forventet stormløb mod sig, hvis Thorning trods advarsler fra egne rækker og fra Udenrigsministeriet alligevel vælger at indstille ham. Der er tradition for, at parlamentet hvert femte år piller mindst én kommissær ud af rækken og dropper ham for at få en skalp. På denne måde demonstrerer parlamentet sin magt overfor kommissionen.
- Jeg tror, Morten Bødskov vil få det meget svært i vores gruppe. De er rasende på ham. Da han var justitsminister og besøgte parlamentet, buhede de ham ud. De bærer ikke nag, men de glemmer det ikke, siger Bendt Bendtsen til BT under Folkemødet på Bornholm.
- Vi kan ikke støtte en dansk kommissær, der lyver og svindler, siger Rina Ronja Kari.
Allerede for fire uger siden varslede hun, at Folkebevægelsen ville arbejde på at få ham væltet, og det løfte gentog hun i går.
- Vi har ikke tillid til ham. Jeg vil råde regeringen til at stille med en kommissær vi kan stole på, siger hun.
Ifølge Morten Messerschmidt har Morten Bødskov to udfordringer:
- Den ene er at han har løjet overfor det danske Folketing. Det er aldrig pænt at have på sit cv, og det kan blive en ganske stor sag i parlamentet. Det andet er hans håndtering af en Schengen-sag, da han blev buhet ud, siger han.
Venstres Jens Rohde, der sidder i den liberale ALDE-gruppen, har tidligere også udtalt sig kritisk om Morten Bødskov som dansk kommissær.
Stridens hovedperson, Morten Bødskov, ønsker ikke selv at kommentere sagen.
- Jeg er kandidat ét sted, og det er i Rødovre, siger han med henvisning til, at han er opstillet til Folketinget i rødovrekredsen.
