Søren Pape Poulsens eksmand, Josue Medina Vásquez, mindes manden, han delte mange år af sit liv med, på Facebook.

På en sort baggrund toner Søren Pape Poulsen frem ved siden af sit navn, fødselsår og årstallet 2024, hvor politikeren gik bort, på Vásquez' profil- og coverbillede på det sociale medie.

Vásquez har ikke skrevet nogen tilhørende tekst, men i kommentarfeltet ligger en række kondolencer fra hans venner på mediet.

Søren Pape Poulsen og Josue Medina Vásquez mødte hinanden i sommeren 2013 i Bruxelles, hvor Vásquez arbejdede.

Som nyvalgt formand benyttede Søren Pape Poulsen De Konservatives landsråd i 2014 til for første gang at vise Josue Medina Vásquez frem for offentligheden.

De fik papir på kærligheden dem imellem i 2021, hvor de blev gift på rådhuset.

I 2022 lød det dog fra Pape, at parret var blevet enige om at lade sig skille.

Det skete i kølvandet på en række historier fra ægtemanden, som viste sig ikke at være sande. Pape beklagede. Og han skrev efterfølgende, at han havde viderebragt disse oplysninger om Josue Medina Vasquez og dennes familie i god tro.

Det Konservative Folkeparti oplyser til Ritzau, at det er Josue Medina Vásquez' Facebook-profil.

/ritzau/