Både særligt inviterede og offentligheden kan få adgang til Søren Papes bisættelse lørdag i Viborg Domkirke.

Når De Konservatives formand Søren Pape Poulsen lørdag bliver bisat i Viborg Domkirke, vil det være muligt for offentligheden at deltage i kirken.

Det oplyser partiet til Ritzau.

- Bisættelsen vil både være for inviterede, samt at der også vil være adgang for offentligheden.

Bisættelsen finder sted klokken 11.00, og der ventes et stort opbud - både fra det politiske niveau og borgere.

Derfor forventer partiet, at der ikke vil være plads til alle fremmødte i kirken, som har et begrænset antal pladser.

Der kan dog blive andre muligheder for at følge med uden for Viborg Domkirke.

- Der arbejdes på en storskærms-løsning i Viborg for de, der vil følge bisættelsen, og ikke får plads i kirken, oplyser De Konservative.

Partiet og biskoppen arbejder stadig på, hvordan bisættelsen og det forventede store opbud skal arrangeres, og alle detaljerne er endnu ikke afklarede.

Det er biskop over Viborg Stift Henrik Stubkjær, der skal forestå bisættelsen af den afdøde konservative formand.

Det er Papes familie, der har ønsket Henrik Stubkjær.

Biskoppen mener, at Viborg Domkirke, hvor bisættelsen finder sted, er den helt rigtige lokation for Pape.

- Domkirken betød meget for Søren, sagde Stubkjær mandag til Ritzau.

Han understregede, at det bliver en svær dag for alle.

- Det er jo stadigvæk helt uforståeligt og kom som et chok for os alle sammen.

Stubkjær har haft et tæt forhold til Søren Pape Poulsen og kendt ham i mange år. Han kan endnu ikke fortælle mere om de salmer, der skal synges, men det bliver salmer, der betød meget for Pape.

- Han elskede at synge. Netop salmerne og digtene i salmerne tyr vi til, når vores egne ord slipper os.

Søren Pape Poulsen afgik ved døden lørdag, efter at han fredag blev ramt af en hjerneblødning under et hovedbestyrelsesmøde i partiet.

Han blev fredag kørt til Odense Universitetshospital, men hans liv stod ikke til at redde, og klokken 13.13 lørdag døde han.

/ritzau/