IS-krigere er uønskede, men man kan ikke nægte danske statsborgere at komme tilbage til Danmark.

Danmark kan ikke nægte danske statsborgere - heller ikke fremmedkrigere - at komme tilbage til Danmark.

Det skriver justitsminister Søren Pape Poulsen (K) til Ritzau.

'Fremmedkrigerne har vendt Danmark ryggen og er draget i krig mod demokrati og frihed. Jeg nærer absolut ingen sympati for dem, og de er uønskede i Danmark,' skriver ministeren.

'Men det her er et komplekst problem, og der findes ingen perfekte eller lette løsninger. For faktum er, at vi ikke kan nægte danske statsborgere at komme tilbage til Danmark.'

Justitsministeren udtaler sig, efter at USA's præsident, Donald Trump, har opfordret de europæiske allierede til at hente tilfangetagne IS-krigere hjem fra Syrien og Irak.

Alternativet er, at USA er tvunget til at løslade dem, lyder argumentationen fra den amerikanske præsident.

'Det er samtidig vigtigt for mig at understrege, at vi ikke kan acceptere, hvis fremmedkrigerne slipper for at blive straffet for deres forbrydelser – eller får mulighed for at rejse rundt på fri fod i andre lande for alligevel til sidst at ende i Danmark eller et andet EU-land,' lyder det fra Søren Pape Poulsen.

'Det vil være en meget farlig vej at gå. Derfor må vi ikke forsimple den her problemstilling.'

Justitsministeren understreger, at IS-krigernes sager er forskellige, og derfor skal de vurderes konkret af myndighederne, så den bedste løsning i hver enkelt sag kan findes.

Det har ellers lydt meget klart fra Folketingets partier, at det er helt udelukket, at Danmark vil tage imod de personer, som har kæmpet med Islamisk Stat.

I PET's seneste trusselsvurdering fra 2018 mener Center for Terroranalyse, at der siden sommeren 2012 er rejst 150 personer fra Danmark til Syrien eller Irak for at opholde sig hos militante islamiske grupper.

En femtedel - det svarer til 30 personer - befinder sig fortsat i konfliktzonen, vurderede PET.