Lyt til artiklen

Valgtrommerne buldrer nu så højt, at det er blevet decideret ulideligt for de blå partilederes ører.

Samtlige blå partiledere opfordrer nu statsminister Mette Frederiksen til at udskrive valget omgående.

Det fremgår af et fællesbrev underskrevet af de seks partiformænd, som B.T. har set.

»Vi kan konstatere, at regeringen kaldes 'magtfuldkommen' og 'egenrådig' af sit eget parlamentariske grundlag, som ikke længere har tillid til statsministeren, hvorfor regeringen ikke længere har et flertal bag sig i Folketinget,« lyder det.

I brevet understreger Jakob Ellemann-Jensen (V), Søren Pape Poulsen (K), Inger Støjberg (DD), Morten Messerschmidt (DF), Pernille Vermund (NB) og Alex Vanopslagh (LA), at det især er inflationen og problemerne i sundhedsvæsenet, som får blå blok til at kræve, at der bliver udskrevet valg.

»Vi har nogle vigtige forhandlinger om psykiatrien, som blev varslet for tre år siden, men først er kommet i gang her fem minutter i valgkamp, uden at der er nogen seriøs ramme på fx økonomi at diskutere ud fra,« lyder det.

Men handler brevet i højere grad om, at blå blok fører i meningsmålingerne, end at forhandlingerne er en farce?

»Det er ikke os, der har besluttet, at valget skal være nu. Det er Radikale Venstre. Det har ikke noget med meningsmålinger at gøre, men derimod, at regeringen ikke tager forhandlingerne alvorligt,« siger Jakob Ellemann-Jensen.

Men tror du selv på, at jeres brev bliver taget alvorligt af Mette Frederiksen?

»Man har da lov at håbe. Hun plejer ikke at gå op i, hvad de uenige mener. For mig ligner hun én, der vil være statsminister for enhver pris. Med brevet forsøger vi at appellere til den ordentlighedssans, hun må have,« siger Venstres formand til B.T.

De Konservatives Søren Pape stemmer i og sender en bredside mod statsministeren.

»Hendes parlamentariske grundlag er væk 4. oktober, og hun er selv ude at føre valgkamp. Hver dag bliver der lagt billeder på Instagram af statsministeren, der er ude at føre valgkamp, mens hun beder sine ministre indkalde til alle mulige mærkelige forhandlingsmøder.«

Men er I ikke også ude at føre valgkamp? Er det ikke rimeligt nok?

»Det er vi da nødt til! Vi fører også valgkamp, men hvorfor skal danskerne vente på løsninger, bare fordi Mette Frederiksen har problemer med meningsmålingerne? Hun skyer ingen midler, kan vi konstatere.«

»Jeg håber, hun udskriver valget i dag. Jeg er klar hvert sekund.«

Hvis man spørger en socialdemokrat, hvilket jeg faktisk har gjort, så ville de sige, at de gør en masse for at afværge inflationen. De har lige sænket elafgiften og holder krisemøde om energiforsyningen osv. De gør vel noget?

»Jo jo, men det er ikke nær nok. De har sænket elafgiften til, hvad der svarer til 18 kroner om måneden for en almindelig familie.«

Men I har vel også været med til at lave det indgreb?

»Ja, men vi er klar til at sænke den endnu mere. Det skriver vi også i brevet. Det her er ikke politisk drilleri. Det handler om, at regeringen er kørt fast,« siger Søren Pape til B.T.

Socialdemokratiets politiske ordfører, Rasmus Stoklund, kalder kritikken for »useriøs«.

»Det er velkendt, at forhandlingerne om psykiatrien blev udskudt på grund af corona. Inden man kunne påbegynde forhandlingerne, var der behov for at få lavet et grundigt stykke analysearbejde. Og det oplæg blev præsenteret og er nu grundlaget for forhandlingerne,« siger han.

Rapporten om psykiatrien lå klar 13. januar 2022, og forhandlingerne gik i gang 31. august 2022.

En del af kritikken går på, at Mette Frederiksen er ude at føre valgkamp, mens hendes ministre indkalder de andre partiledere til forhandlinger. Er det korrekt?

»Ser man tilbage på de seneste tre år, så har Mette Frederiksen masser af gange været rundt i Danmark. Det samme har alle øvrige socialdemokrater. De har besøgt skoler og virksomheder. Jeg vil opfordre politikere i blå blok til at presse det samme ind i deres kalender, for det er den måde, vi får input fra danskerne.«

Du kan ikke genkende, at vindene blæser anderledes i dansk politik lige nu, og at regeringen er ude at føre valgkamp?

»Jeg kan godt fornemme, at der er mange, der agerer, som om de er i valgkamp. Det synes jeg også, kritikken fra blå blok er udtryk for. Men de burde fokusere på at være med til at løse problemerne i stedet for at tænke i strategiske udmeldinger,« siger Rasmus Stoklund.