»Jeg har noget, som jeg gerne vil fortælle til hele Danmark.«

Sådan indleder Søren Pape Poulsen, formand for De Konservative, et indlæg på sin Facebook-profil mandag morgen.

Her indkalder Søren Pape Poulsen til pressemøde, som afholdes på Christiansborg klokken 10.30 mandag formiddag.

Søren Pape Poulsen har i en meningsmåling foretaget af YouGov for B.T. klart overhalet Jakob Elleman-Jensen fra Venstre som de blå vælgeres foretrukne statsministerkandidat.

Og det ventes, at den konservative formand på pressemødet vil bekræfte, at han officielt vil gå efter posten efter et kommende folketingsvalg.

Endnu ønsker Søren Pape Poulsen imidlertid ikke at afsløre, hvad pressemødet skal handle om.

'Mit parti har været på en udviklende rejse de seneste år. Det samme har jeg. Og nogle vil nok gætte på, hvad det er, pressemødet handler om. Men jeg vil holde spændingen lidt endnu,' skriver han.

'Jeg vil dog allerede nu gerne sige: Jeg har ambitioner for Danmark. Vi har et vidunderligt land, som kan blive endnu bedre. Vi skal være et land, der tager sig af dem, der ikke kan selv. Vi skal passe på Danmark og vores identitet.'

'Og så skal man ellers være fri til at skabe det liv og den succes, man ønsker,' fortsætter Søren Pape Poulsen.

B.T. dækker naturligvis pressemødet senere.