»Min mand har sagt ting, som er forkert.«

I et opslag på Facebook erkender den konservative leder og statsministerkandidat, Søren Pape Poulsen, at hans mand ved flere lejligheder ikke har sagt sandheden.

Pape skrev opslaget fredag morgen efter, at Ekstra Bladet havde bragte en historie om den konservative statsministerkandidats mand.

Avisen kunne fredag fortælle, at ægtemanden ikke – som hævdet – er jøde.

»Min mand har sagt ting, som er forkert, mens andet er baseret på misforståelser. Det er oplysninger, som også jeg har viderebragt, men i god tro,« indleder Pape opslaget.

Ekstra Bladet og Jyllands-Posten har den seneste tid bragt flere artikler om Søren Pape Poulsens mand, Josue Medina Vasquez.

Først kom det frem, at Josue Medina Vasquez alligevel ikke er nevø til den tidligere præsident i Den Domomikanske Republik.

En fortælling, Pape selv har fremhævet flere gange.

Søren Pape Poulsen og Josue Medina Vasquez til gallataffel på Christiansborg Slot i anledning af Kronprinsens 50 års fødselsdag i 2018.
Søren Pape Poulsen og Josue Medina Vasquez til gallataffel på Christiansborg Slot i anledning af Kronprinsens 50 års fødselsdag i 2018. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Dernæst kunne Jyllands-Posten afsløre, at Pape som justitsminister under en privat ferie mødtes med repræsentanter fra Den Dominikanske Republik uden, at den danske udenrigstjeneste var informeret.

I opslaget beklager Pape de møder.

»Som Ekstra Bladet og Jyllands-Posten har skrevet, har jeg haft møder med politikere fra den Dominikanske Republik.«

»Det står klart for mig, at jeg ikke skulle have mødtes med de politikere, uden jeg forudgående havde informeret og rådført mig med den danske udenrigstjeneste. Jeg fortryder de møder,« skriver Pape.

»Forkerte oplysninger er ikke i orden, og jeg vil fremadrettet sikre mig, at det ikke gentager sig.«