Vil 40.000 offentligt ansatte fyres eller ej, hvis Søren Pape Poulsen får magten?

Det er det helt store spørgsmål efter tv-debatten mellem de tre statsministerkandidater søndag aften på DR.

B.T. har kontaktet Rasmus Jarlov, der er finansordfører for De Konservative, for at få at vide, hvad partiet så mener, er det sande antal fyringer.

Rasmus Jarlov, hvor mange offentligt ansatte vil blive fyret, hvis De Konservatives plan gennemføres?

Rasmus Jarlov er finansordfører for De Konservative.
Rasmus Jarlov er finansordfører for De Konservative. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Vi vil ikke lægge os præcis fast på, hvor mange ansatte der skal være i den offentlige sektor,« siger han.

Når jeres formand siger, at Mette Frederiksen kommer med forkerte tal om, at 40.000 vil blive fyret ved De Konservatives plan, har vælgerne så ikke krav på at vide, hvor mange der så vil miste jobbet?

»Hvis vi lagde løfter frem om, hvem der skal være i den offentlige sektor, vil vi sikkert blive angrebet for løftebrud, hvis ikke vi rammer det tal. Vi vil gerne kunne bevare den fleksibilitet, at vi vil kunne indføre de ressourcer og antal, hvor der er behov for det,« siger han og tilføjer:

»Det eneste, vi vil sige, er, at vi kommer til at bruge flere penge på sundheds- og ældrepleje.«

Rasmus Jarlov, kan du ikke godt se, at når Mette Frederiksen vælger at sige, det er 40.000 fyringer, så er vælgerne i tvivl om, hvem der egentlig har ret? Er det Mette Frederiksen eller Søren Pape Poulsen?

»Nej, der er ingen tvivl om, hvem der har ret. Det har vi. Mette Frederiksen opfinder bare tal og beregninger fra Finansministeriet, der ikke findes. Det kan der ikke være to meninger om. Det var forkert, hvad hun sagde. Det var opspind,« siger han.

Men kan du ikke godt forstå, hvis vælgerne er forvirrede over det her, når I ikke vil fremlægge tal på, hvor mange der mister jobbet i det offentlige?

»Der har vi heldigvis dygtige journalister, der ikke bare sætter to synspunkter op mod hinanden, men også gør folk klogere på, hvordan det er usandt, hvad statsministeren melder ud,« siger han.

Hvad gør I ved det her?

»Normalt ville vi kalde statsministeren i samråd, hvor hun kan redegøre for, hvorfor hun siger noget, der er forkert. Men jeg tror ikke, vi når det, inden der er folketingsvalg,« siger han og tilføjer:

»Det bliver en grim valgkamp, når statsministeren, allerede inden der er udskrevet valg, begynder at fortælle usandheder.«

Men valget er jo ikke udskrevet endnu, så hvorfor kalder I så ikke statsministeren i samråd, når I kalder det usandt, hvad hun siger?

»Vi har en ret sikker fornemmelse af, at valget udskrives meget, meget snart. Så det tror jeg desværre ikke, vi når,« siger han.

B.T. har spurgt både Statsministeriet og Finansministeriet, hvilke beregninger Mette Frederiksen henviste til.

Statsministeriet henviser til Finansministeriet, som endnu ikke er vendt tilbage.