Flere har kritiseret Papes forslag for at svække retssikkerheden. Nu stiller ministeren ændringsforslag.

København. Efter massiv kritik stiller justitsminister Søren Pape Poulsen (K) nu et ændringsforslag til et lovforslag om databeskyttelsesloven.

Det oplyser Justitsministeriet fredag i en pressemeddelelse.

Ændringen betyder, at borgere fortsat skal underrettes, hvis myndighederne vil bruge deres oplysninger til eksempelvis at kontrollere socialt bedrageri.

- Borgernes datasikkerhed er meget vigtigt for mig. Derfor har jeg lyttet til de bekymringer, der har været rejst i forbindelse med behandlingen af lovforslaget, siger Søren Pape Poulsen i pressemeddelelsen.

Regeringen har i lovforslaget lagt op til, at myndigheder fra 25. maj skal kunne videregive og samkøre borgernes personoplysninger.

Lovforslaget havde også lagt op til, at det skulle ske uden at oplyse borgerne om, at deres personoplysninger bruges til helt nye formål. Det er den del, der nu ændres.

Det oprindelige forslag blev skarpt kritiseret af juridiske eksperter og en række organisationer.

De advarede mod en alvorlig svækkelse af borgernes retssikkerhed og en hemmelig overvågning af befolkningen uden nogen demokratisk kontrol.

I slutningen af januar kritiserede Liberal Alliance forslaget for at gå for vidt.

Christina Egelund glæder sig derfor over, at ministeren nu ændrer forslaget.

- Justitsministeren har lyttet til den kritik, der har været. Det er meget god politisk stil. Det er også derfor, man har høringsperioder på lovforslag.

- Ændringsforslaget betyder, at borgernes retssikkerhed, når det kommer til databeskyttelse, bliver styrket, siger hun.

I slutningen af januar var Søren Pape Poulsen indkaldt til samråd om sagen af alle oppositionspartier på nær Socialdemokratiet.

Partierne kritiserede justitsministeren for at forsøge at "luske" meget vidtgående beføjelser igennem uden at orientere Folketinget klart om de principielle konsekvenser for retssikkerheden og den demokratiske kontrol.

/ritzau/