Litteraturhuset i Oslo vil ikke leje sine lokaler til det norske Selvstændighedspartiet, efter man blev bekendt med, at Rasmus Paludan skulle komme til et arrangement den 16. august.

Partiet, der stiller op til kommunalvalget i Oslo til september, havde først oplyst, at de ville afholde et pressemøde i Litteraturhusets lokaler, men mandag fik det så at vide, at partiformanden Rasmus Paludan fra partiet Stram Kurs ville komme.

Det gjorde altså, at Selvstændighedspartiet ikke fik lov til at afholde arrangementet alligevel på grund af besøget fra den danske politiker, skriver norske VG.

Litteraturhuset skriver i en pressemeddelelse, at ytringsfrihed er et af deres vigtigste formål. Huset bruges blandt andet til afholdelse af arrangementer, der fremmer den offentlige samtale.

Alligevel understreges det, at hvis man truer eller chikanerer mennesker, udleverer deres privatliv eller fremmer grov had overfor minoriteter i henhold til norsk lov, forbeholder Litteraturhuset sig retten til at afvise at leje lokalerne.

Litteraturhuset lister flere forhold og citater op, hvor Rasmus Paludan forbyder sig mod Litteraturhusets principper og den norske straffelov.

'En sådan optræden er samfundsødelæggende, og Litteraturhuset ønsker ikke at bidrage til at sprede det yderligere.'

'For at være helt tydelig: Paludan er ikke velkommen til at snakke i Litteraturhuset, og vi tillader ikke leje hos os til at gennemføre sådan et arragenement,' står der på Litteraturhusets hjemmeside.