Rasmus Paludan fra Stram Kurs vil hjemsende alle, som står ved, at de er muslimer.

Stram Kurs går til valg på, at islam bør forbydes, og at praktiserende muslimer skal smides ud af landet. Nu konkretiserer partiformanden, hvad han mener med 'praktiserende muslimer'.

Det er ifølge Paludan alle, der enten synligt praktiserer religionen eller bare vedkender sig den. Det siger partiformanden i interview med 24syv Morgen.

Må man godt sige ’jeg er muslim’? spørger studieværten.

»Jeg synes ikke, man skal sige, man er muslim. Så er man jo ikke længere muslim i sit sind,« svarer Rasmus Paludan.

Så hvis man siger ’jeg er muslim’, så skal man sendes hjem?

»Ja,« svarer Rasmus Paludan, men siger dog, at det ikke gælder for danske konvertitter.

Lederen af Stram Kurs anslår selv, at der findes 700.000 muslimer i Danmark.

Der findes ingen officielle opgørelser over det eksakte tal, da det er forbudt at registrere borgeres religiøse tilhørsforhold, hvis de ikke har givet tilsagn om det.

Religionsforsker på Københavns Universitet Brian Arly Jacobsen anslår dog, at det korrekte tal er 320.000.

Rasmus Paludan mener, at alle, der vedkender sig den muslimske tro, automatisk har en række holdninger, som er uforenelige med det danske samfund:

»Når han siger, at han er muslim, så betyder det, at Anna Ingrisch (kvindelig studievært på 24syv Morgen, red.) er halvt så meget værd som menneske, fordi hun er kvinde.«

Han mener ikke, der skal være ligestilling. Hun skal gøre, hvad du siger, fordi du er en mand. Han mener, at du ikke er noget værd, og at hun er en luder. Og det mener han, fordi I ikke er muslimer. Så det vil sige, at du er en vantro køter, som skal betale skat til ham, fordi du ikke er muslim.«

»Han mener også, at homoseksuelle skal kastes ud fra høje bygninger og slås ihjel på den måde. Han mener også, at Folketingets love er ligemeget, fordi religiøse love skal gælde over dem. Alle de ting er det, han mener, når han siger, han er muslim. Og det er simpelthen ikke acceptabelt i det danske samfund,« siger Rasmus Paludan til Radio24syv.

Rasmus Paludan har ved flere lejligheder sagt, at han vil smide flere hundredetusinde udlændinge ud.

I nogle interviews anslår partiformanden, at det drejer sig om 500.000 mennesker, og ved andre lejligheder har han vurderet, at 700.000 bør hjemsendes.