Ny Stram Kurs-kandidat er gift med en filippinsk kvinde, der ifølge partiets politiske program skal smides ud af Danmark. Den del af partiprogrammet vil Rasmus Paludan nu ændre.

Onsdag kunne Stram Kurs præsentere endnu en kandidat til det forestående folketingsvalg.

Carsten Normann Munk arbejder til daglig som fængselsbetjent og har tidligere stillet op for Nye Borgerlige. Privat er han gift med en filippinsk kvinde:

»Min hustru er en værdsat fremmed,« siger han.

Rasmus Paludan ankommer til valgkampens første partilederrunde på Christiansborg, tirsdag den 7. maj 2019.
Rasmus Paludan ankommer til valgkampens første partilederrunde på Christiansborg, tirsdag den 7. maj 2019. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Ifølge Stram Kurs' politiske program er udenlandske ægtefæller til danskere dog ikke velkomne i Danmark:

'Partiet anerkender, at danskere på rejse i verden kan opnå ønske om at indgå ægteskab med en udlænding. Det er imidlertid som udgangspunkt kun personer med en baggrund i den vesteuropæiske kultur, som egner sig til at bo permanent i Danmark og bidrage til samfundet,' står der i partiets politiske program.

Og videre: 'Fremmede fra ikke-vestlige lande skal ikke have ophold i Danmark, men er velkommen til at opholde sig i det fremmede ophavsland sammen med dansk ægtefælle.'

Carsten Normann Munk erklærer sig enig i partiprogrammet, men tror ikke, hans hustru vil blive tvangsudvist, hvis Stram Kurs skulle få et flertal efter folketingsvalget.

»Jeg er ikke bekymret for hende, for jeg er sikker på, at alle vil synes, hun er en værdsat fremmed,« siger Carsten Normann Munk.

Er du enig i, at det er dit partis politik, at danskere, der er gift med udlændinge fra et ikke vestlige lande, skal bosætte sig i de lande?

»Det lyder sådan.«

Hvorfor har så du ikke bosat dig i Filippinerne?

Carsten Normann Munk.
Carsten Normann Munk.
Vis mere

»Så langt er vi ikke nået. Det ved jeg faktisk ikke, hvad jeg skal svare til.«

Hvorfor stiller du op for et parti, der vil smide din kone ud af landet?

»Jeg tror, vi er der, hvor værdsatte fremmede og fremmede, som vi formoder vil blive værdsat, nok skal finde en vej ind i Danmark.«

Men lige nu er det jo ikke dit partis politik?

»Jeg mener, at udgangspunktet er, at fremmede ikke skal have ophold i Danmark, og så kan der være tilfælde, hvor man fraviger fra udgangspunktet.«

Hvornår er man en værdsat fremmed?

»Jeg synes, at min kone har gjort nok for at gøre sig selv værdsat. Hun har lært sig sproget, hun forsørger sig selv, og så har hun meldt sig ind i en dansk kirke, selvom hun er katolik.«

Adspurgt af B.T. siger Rasmus Paludan, at det ikke er partiets politik at smide Carsten Normann Munks hustru ud af Danmark.

»Det tror jeg bestemt ikke. Filippinere og vietnamesere vil næsten altid være egnede til at blive i Danmark. De elsker vores land, bidrager til samfundet og opfører sig ordentligt,« siger Rasmus Paludan.

Hvordan hænger det sammen med, at der står i jeres partiprogram, at udenlandske ægtefæller fra ikke-vestlige lande ikke er velkomne?

»Det skal læses i sammenhæng med mine mange uddybninger, men det skal korrigeres og er en fejlformulering. Det er ikke vores politik, og hjemmesiden skal opdateres.«

I en ny meningsmåling, som YouGov har foretaget for B.T., står Stram Kurs til at få 3,9 procent af stemmerne. Det svarer til syv mandater i Folketinget.