Selv efter at Donald Trump har truet med militær magt, fastholder Grønlands finansminister sin fremstrakte hånd – USAs kommende præsident er i den grad velkommen på de kolde breddegrader.

Det fortæller han til B.T. i forbindelse med en nytårskur hos Grønlands Repræsentation i København. Der er nemlig én særlig årsag til, at et visit fra USAs kommende præsident er en god idé. 

»Invitationen skal ses i den forbindelse, at vi er 'open for business'. Vi vil nemlig gerne udvikle vores lands økonomi til gavn for det grønlandske folk,« siger Grønlands finansminister, Erik Jensen. 

»Det er i den hensigt, at min invitation stadig står ved magt. Jeg vil sige til Trump: ‘Velkommen til Grønland, lad os snakke om det!’«

Det skabte debat, da Erik Jensen, der foruden at være finansminister er formand for det grønlandske parti Siumut, i slutningen af december i en pressemeddelelse inviterede Donald Trump på besøg. 

Ikke desto mindre fortryder han ikke blot sin indbydelse – den står såmænd altså ved magt her i kølvandet på Donald Trumps søns besøg tirsdag.

Men det er ikke alle grønlændere, der er lige begejstrede for den idé. En af dem er grønlandske Lea Andersen.

»Jeg er meget utryg. Det er lidt skræmmende, hvis det (Trumps trusler, red.) bliver til noget. Det er uhyggeligt,« siger Lea, da B.T. møder hende udenfor nytårskuren torsdag. 

Det var første gang, at Lea Andersen deltog i nytårskuren på Grønlands Repræsentation.
Det var første gang, at Lea Andersen deltog i nytårskuren på Grønlands Repræsentation.

Bekymringerne fra sine landsmænd ændrer imidlertid ikke noget for Erik Jensen.

»Trumps udtalelse handlede ikke kun Grønland. Det var også om Panama-kanalen, og han har jo altså ikke engang sat sig i sit embede endnu. Og uanset hvad er Grønland ikke til salg,« siger Jensen og tilføjer:

»Men jeg forstår selvfølgelig godt bekymringen. Vi er alle bekymrede.«

I dag mødes statsminister Mette Frederiksen (S) med den færøske lagmand, og med den grønlandske landsstyreformand Múte B. Egede til det årlige rigsmøde.

Samtidig er forhandlingerne om regeringens planlagte militære oprustning i det Arktiske område begyndt fredag morgen.

Du kan følge den seneste udvikling i alt om Grønland i B.T.s liveblog lige HER.