Lyt til artiklen

Kulturminister Ane Halsboe Jørgensen (S) har den seneste tid fået kritik for en rejse til Californien, der kostede danske skatteydere mere end 300.000 kroner.

Onsdag formiddag skulle hun så stå på mål for den kritik, da hun var blevet kaldt i samråd om turen, der fandt sted i marts i  år.

Et formål med rejsen var at overlevere en officiel anmodning til en række techgiganter på Danmarks vegne om at give indsigt i de algoritmer, der styrer en stor del af vores digitale liv.

En del omstændigheder omkring rejsen har dog givet anledning til en lang række spørgsmål på baggrund af Ekstra Bladets og Frihedsbrevets afsløringer.

Hvorfor skulle den koste 337.000 kroner, hvoraf en stor del gik til, at ministeren kunne flyve på businessclassbilletter til en værdi af 98.000 kroner?

Hvorfor skulle ministeren overhovedet rejse til San Francisco for at overlevere et brev til nogle techfirmaer, når det sidenhen viste sig, at brevet var sendt på forhånd?

Og hvorfor skulle ministeren på roadtrip fra San Francisco til Oscar-fest i Los Angeles i stedet for at tage et rutefly?

Blandt andet disse spørgsmål sendte Dennis Flydtkjær, der er kulturordfører for Dansk Folkeparti, i kulturministerens retning på samrådet. Her sad han i øvrigt helt alene på den kritiske stolerække i lokalet over for blandt andre ministeren og et par socialdemokratiske folketingsmedlemmer, som dog ikke ytrede et ord i løbet af samrådet.

Samrådet kan ses her.

Ministeren indledte med at indrømme, at flybilletten havde været for dyr, men at hun heller ikke selv havde været vidende om prisen før efter rejsen.

»Jeg forstår kritikken,« siger Ane Halsboe om prisen på flybilletterne.

Ifølge ministeren kan så høje priser retfærdiggøres ved pludseligt opståede kriser og lignende.

»Det var ikke tilfældet her,« slår hun dog selv fast, og derfor har hun indskærpet, at noget lignende aldrig skal ske igen.

Så langt så godt.

Den danske regering har længe krævet, at internettets store platforme som eksempelvis Meta (der står bag Facebook og Instagram) og Google lægger deres algoritmer frem til frit skue.

Og et af hovedformålene med rejsen var ifølge Kulturministeriet, at kulturministeren selv skulle til Silicon Valley, hvor en stor del af techgiganterne holder til, for at overlevere et brev, hvori det krav blev udpenslet.

Men ifølge Frihedsbrevet var anmodningen allerede sendt på mail, før Ane Halsboe fløj derover.

Kulturministeren slår dog fast, at hun ikke synes, det skulle være nogen grund til ikke at tage af sted.

»Tværtimod mener jeg, at det giver det bedste fundament for at være velforberedt til sådan et møde. Jeg kan ikke se, at der er nogen modsætning mellem, at mødet er vigtigt, og at anmodningen er sendt på forhånd,« siger hun på samrådet.

Men når Danmark har en techambassadør boende i Silicon Valley i San Francisco, hvorfor skulle Ane Halsboe overhovedet derover? lød det i et af spørgsmålene.

»Det, at jeg som politiker på en anden måde end ambassadøren kan sige, at vi kommer til at regulere, det er en af regeringens vigtigste dagsordener. Det, at de hører det fra en politiker, afføder en mere åben dialog efterfølgende,« siger hun.

På turen mødte kulturministeren flere både store og mindre techfirmaer, slog hun fast.

Da armlægningen med techgiganterne var færdig i San Francisco, satte Ane Halsboe sig i en lejebil med sin særlige rådgiver, David Tarp, for at køre omtrent 600 kilometer ned ad Highway 1, der er kendt som en af verdens smukkeste køreture, til Los Angeles, hvor de to skulle til Oscar-uddeling.

»Vi havde en historisk mulighed for med dansk film at vinde hele fem statuetter. Det er en tradition, at danske kulturministre også deltager, når der er danske nominerede ved Oscar-uddelingen,« siger hun.

Danmark vandt ingen Oscar-statuetter.

Og selvom hun medgiver, at rejsen mellem de to byer kunne være hurtigere overstået, hvis hun havde taget en ruteflyver, så kostede den smukke køretur altså ikke flere skattepenge, siger hun.

»Alternativet til, at jeg kørte i bil, var, at jeg havde taget et rutefly. Det har ikke været dyrere for Kulturministeriet, at jeg har kørt i bil frem for, hvis jeg havde fløjet,« siger Ane Halsboe.

Undervejs på bilturen lagde Ane Halsboe adskillige smukke billeder op på sin Instagram-profil, som hun dog har slettet igen. De kan imidlertid stadig ses hos Ekstra Bladet.

Denne artikel er fra Berlingske