Alle snakker om Klaus Riskær Pedersen og Pernille Vermund.

Men ingen snakker om Stig Grenov.

Selv om han faktisk også er leder af et parti, der er opstillet til Folketinget. Og Kristendemokraterne har faktisk kandidater i alle kredse og hovedbestyrelse og andre organer, i modsætning til Klaus Riskær.

»Hvad skal jeg gøre? Finde badebukserne frem og hoppe i Øresunds kolde vand? Bare for at få medietid?« spørger Stig Grenov med henvisning til en artikel for nylig, hvor Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, demonstrerede vinterbadning.

Selv om misundelse er en synd ifølge Det Nye Testamente, har Stig Grenov også bemærket, at Klaus Riskær Pedersen har et  populært radioprogram på Radio24Syv, hvor han hver fredag i to timer snakker løs og besvarer lytterspørgsmål som en anden Jørn Hjorting.

»Jeg kunne også godt tænke mig et radioprogram. Jeg er faktisk gammel vært på Lyngby Lokalradio 107,4 Mhz. Radio24Syv - jeg er klar,« lyder det entusiastisk fra Stig Grenov, der har været formand for Kristendemokraterne siden 2012.

B.T. Stig Grenov, Kristendemokraterne. Portræt og video. Interview. Tirsdag den 26. februar 2018.
B.T. Stig Grenov, Kristendemokraterne. Portræt og video. Interview. Tirsdag den 26. februar 2018. Foto: Uffe Weng
Vis mere

Da programmet 'Presselogen' på TV2 News i søndags opregnede medieomtalen af Riskær og Vermund, gad de ikke engang tjekke Stig Grenov. Og da han endelig blev nævnt i Politiken for nylig, blev han kaldt Kim Grenov, og så er det jo heller ikke nemt at slå igennem.

Vi har med noget besvær fundet partiets hovedkvarter i et industrikvarter på Amager. Uden ydre tegn på, at her residerer et politisk parti, gemmer de kristne sig i en betonbygning, der også rummer Jysk og Meny. Selve lokalerne er dog store og velfungerende og meget billigere end partiets gamle hovedkvarter i Skindergade i indre København.

»Jeg føler mig som den usynlige partileder. Jeg undrer mig over, at demokratiet er så fokuseret på mediedarlings og har så lidt interesse for, hvad vi vil som partier.«

Hvad er det så egentlig, I vil?

»Styrke familien. Danskerne ønsker sig flere børn, men synes ikke, de har tid og råd. Vi vil gøre det nemmere at få to-tre børn - bl.a. med 18 måneders barsel - og så vil det også være nemmere at fastholde pensionsalderen. For det vil øge arbejdsudbuddet og skaffe flere varme hænder,« siger Stig Grenov.

Han vil også gøre mere for at redde ægteskaber med gratis parterapi.

BT. Stig Grenov, Kristendemokraterne. Portræt og video. Interview. Tirsdag den 26. februar 2018.
BT. Stig Grenov, Kristendemokraterne. Portræt og video. Interview. Tirsdag den 26. februar 2018. Foto: Uffe Weng
Vis mere

»Ringkøbing-Skjern havde i 2010 danmarksrekord i skilsmisser. Men efter at vi fik indført gratis parterapi, faldt antallet af skilsmisser, mens det steg i resten af landet,«  siger han.

Faktisk bliver Kristendemokraterne mest nævnt i forbindelse med stemmespild i blå blok?

»Men hvis der var mere fokus på, hvad vi vil politisk, ville vi være et meget større parti,« mener Stig Grenov.

Partiet har de senere valg kun opnået 0,8 pct af stemmerne, hvor der skal 2,0 pct. til at komme i Folketinget.

Ved kommunalvalget i 2017 fik partiet fremgang, og nu håber de ligefrem på, at en populær kandidat i Vestjyllands Storkreds kan trække et kredsmandat.