Det er langt fra dårligt nyt for Mette Frederiksen, at et flertal af danskerne ønsker at få genindført store bededag.

Det siger B.T.s politiske analytiker Henrik Qvortrup, på trods af at Mette Frederiksen selv stod bag roret, da helligdagen blev fjernet.

»Det er langt fra nogen presbold. Det er en foræring til Mette Frederiksen,« lyder det fra den politiske analytiker.

For med SFs udmelding bliver det tæt på umuligt at se en regeringskonstellation efter valget, der ikke vil medføre et flertal for genindførslen af store bededag, påpeger Henrik Qvortrup. 

Det kommer til at give Mette Frederiksen en undskyldning for at genindføre helligdagen. 

Og med SFs udmelding får hun et friere valg, når det kommer til at danne regering, siger han.

»Alternativet skulle være, at Socialdemokratiet selv gik til valg på det. Nu får hun en undskyldning for at kravle ned fra det træ, uden at det bliver alt for pinligt. Hun kan dække sig ind under, at rigtig mange partier ønsker det,« lyder det fra Henrik Qvortrup.

Med SFs udmelding er det kun medlemmerne af den nuværende SVM-regering, der ikke officielt går ind for en genindførsel af store bededag. 

Men selv hvis regeringen skulle fortsætte efter valget, tror Henrik Qvortrup, at danskerne godt kan sætte et fridags-kryds i kalenderen 23. april 2027.

»For det første tror jeg ikke på, at der kommer en SVM-regering. Men selv hvis vi leger med tanken om, at den fortsætter, vil der være flertal udenom regeringen for genindførslen af store bededag,« siger den politiske analytiker.