28. februar er fristen for ny statslig overenskomst. Fredag brød forhandlingerne sammen.

Forhandlingerne om en ny overenskomst for de 180.000 statsansatte er fredag brudt sammen, skriver Avisen.dk.

Årsagen er, at parterne ikke kan blive enige om, hvor store lønstigninger politibetjente, gymnasielærere, skattemedarbejdere og ansatte i ministerier skal have i de kommende tre år.

Parterne nærmer sig en form for deadline.

28. februar er det muligt for parterne at sende første varsel om strejke eller lockout, der er arbejdsgivernes mulighed for at sende ansatte hjem uden løn.

Parterne forhandlede i snart syv døgn, før forhandlingerne altså brød sammen fredag eftermiddag.

/ritzau/