Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Mette Frederiksen har flere gange bekymret beskrevet, hvordan det er »decideret katastrofe«, at 45.000 danske unge ikke er i job eller uddannelse.
Senest gentog statsministeren det dystre budskab i sin nytårstale, hvor hun med alvorlig mine talte om, at »næsten 45.000 unge lige nu hverken er i gang med en uddannelse eller et arbejde. Ikke noget at stå op til om morgenen. Vi kender dem godt. Pigen med den hårde opvækst. Drengen med det sårbare sind.«
Helt så dyster ser virkeligheden langtfra ud ifølge flere eksperter, der peger på, at det er en overdrivelse at bruge tallet på den måde, som Mette Frederiksen gør.
Tallet dækker nemlig over øjebliksbillede, der ikke tager højde for, at de unge i en kortere periode kan være imellem to uddannelser eller job – eller måske blot være ude at rejse.
»Det er ikke direkte forkert, men det er heller ikke retvisende. Tallet beskriver, hvor mange unge der i job eller uddannelse på et bestemt tidspunkt. Der kan være mange grunde til, at en ung lige i den uge tælles med i statistikken. Man kan derfor ikke konkludere, at alle disse unge har det svært,« siger Iben Bolvig, der er seniorforsker ved VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Derfor er ikke heller ikke nødvendigvis sådan, at 45.000 unge har sociale problemer eller har det svært i tilværelsen, fordi de på opgørelsestidspunktet står uden job eller uddannelse.
Iben Bovig har på VIVE stået i spidsen for en undersøgelse af unges tilknytning til uddannelser og arbejdsmarkedet.
Undersøgelsen frasorterede den gruppe, der kun midlertidig stod uden nogle af delene, og som samtidig var på en form for overførselsindkomst.
Her nåede man frem til, at det drejede sig om omkring 15.000 unge, der i et år havde stået uden hverken job eller uddannelse.
Mette Frederiksen har i flere år brugt tallet på 45.000 unge til at beskrive det dystre billede af ungdommen.
»45.000 unge i alderen 15-24 år, som ikke laver noget. Som hverken har en uddannelse eller et arbejde efter folkeskolen – 45.000. Det er en kæmpe katastrofe,« sagde hun blandt andet på Socialdemokratiets stort anlagte konference om fremtidens Danmark i august 2021.
Men det er altså en overdrivelse at bruge tallet på den måde, som Mette Frederiksen gør, lyder det også fra Thomas Bredgaard, der er arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet.
»Dem, der er ved at uddanne sig til elektriker og finder ud af, at de hellere vil være tømrer og venter på næste studiestart, tæller også med i de 45.000. Derfor er det et overkantsskøn – med andre ord en overvurdering,« siger Thomas Bredgaard.
B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Mette Frederiksen til, hvorfor hun tilsyneladende mener, at tallet på 45.000 giver et retvisende billede af problemet med unge, der står uden arbejde eller uddannelse.
Statsministeriet henviser i stedet til Børne- og Undervisningsministeriet, der ikke svarer på spørgsmålet.
I stedet skriver ministeriet i en mail til B.T. at »regeringen er optaget af, at alle unge har tilknytning til uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet. Derfor anser regeringen det for en stor udfordring, at der er unge, der hverken er i gang med en ungdomsuddannelse eller er i arbejde«.
Lyt til B.T.s politiske podcast med Anne Kirstine Cramon og Joachim B. Olsen.