Frank Jensen (S) følte, at det var "inden for skiven", at politikere slap for at betale for lån af rådhus.

København. Overborgmester i København Frank Jensen (S) har ikke givet meget lyd fra sig, mens historierne om gratis bryllupper på Københavns Rådhus har rullet.

Det kan måske skyldes, at han selv sagde god for den praksis, hvor medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation gratis kan låne de store festsale på rådhuset, mens almindelige borgere skal betale i dyre domme.

Det bekræfter Frank Jensen over for Radio24syv.

Beslutningen om gratis lån af rådhusets lokaler blev truffet på et møde mellem gruppeformændene i Københavns Borgerrepræsentation i 2012.

Her var Frank Jensen i sin egenskab af overborgmester og dermed formand for gruppeformændene.

Venstres Cecilia Lonning-Skovgaard var den første, der slap for at betale de 65.000 kroner, det ellers ville have kostet, da hun med sine kollegers velsignelse fik lov til at bruge Festsalen på rådhuset til sin bryllupsreception i oktober 2012.

Det følte Frank Jensen dengang var "inden for skiven", da der skulle tages stilling til det i gruppeformandskredsen.

- Det stod lysende klart for mig, at hun skulle holde en reception på rådhuset og betale alle omkostninger, undtage lokaleleje, siger Frank Jensen til Radio24syv.

Han har dog nu indset, at den praksis ikke længere går.

- Jeg tror, vi er kommet dertil - det har sagen jo vist - at folk i dag ikke kan leve med, at der er nogen, der kan gøre noget, som alle andre ikke kan.

Spørgsmål: Hvorfor sagde du ikke bare nej til sådan et forslag om, at politikere kan få en gratis rådhussal?

- Jeg tror, det er fordi, at forslaget blev rejst på den måde, det blev. At det var en kollega, der skulle have et bryllup, og at hun skulle betale alle omkostninger selv.

- Så sagde vi alle sammen - vist nok med en enkelt undtagelse - at vi synes, det var inden for skiven. Det er det så forventeligt ikke længere, siger Frank Jensen til radiostationen.

/ritzau/