En sag om at adskille mindreårige asylansøgere fra deres ægtefæller volder Inger Støjberg problemer.

København. Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) er kommet i uvejr, efter at flere medier har afdækket, at hun gav instruks om at adskille mindreårige asylansøgere fra deres ægtefæller. Det skete trods advarsler fra embedsmænd.

Hun har allerede deltaget i et samråd om sagen. Det varede fem timer. Fredag 23. juni klokken 9.30 skal hun i endnu et samråd.

Få et overblik over forløbet her:

* Januar 2016:

Efter en diskussion om "barnebrude" i Sverige oplyser Udlændingestyrelsen til Berlingske, at der kun i "ganske få tilfælde" bor mindreårige asylansøgere sammen med en ægtefælle over 18 år på danske asylcentre.

* Februar 2016:

I en pressemeddelelse oplyser Støjberg, at ingen asylansøgere under 18 år må bo sammen med en ægtefælle eller samlever. De skal skilles ad og bo hver for sig.

Pressemeddelelsen bliver noget usædvanligt sendt til Udlændingestyrelsen som instruks, uden at departementschefen eller andre embedsmænd fra Udlændinge- og Integrationsministeriet har skrevet under.

Støjbergs ministerium spørger jurister i Justitsministeriet til råds og får at vide, at det kræver en konkret og individuel vurdering, før asylpar kan skilles ad.

* Marts 2016:

Over for Folketinget fastholder Støjberg, at ingen mindreårige asylansøgere skal indkvarteres med deres ægtefælle.

Et ægtepar klager til Folketingets Ombudsmand over at være blevet adskilt. Ombudsmanden tager sagen op.

* Juli 2016:

Udlændingestyrelsen udsender nye retningslinjer med en konkret og individuel vurdering af sagerne. Tidligere adskilte asylpar bliver igen indkvarteret sammen.

* Marts 2017:

Ombudsmanden udsender sin endelige redegørelse. Konklusionen lyder, at Støjbergs instruks var ulovlig og sagen "særdeles kritisabel".

* Maj 2017:

Politiken beretter, at Støjberg blev advaret om, at det kunne være ulovligt at adskille ægteparrene. Mindst to centralt placerede embedsmænd forsøgte ifølge avisens oplysninger at advare ministeren.

Dagen før, Støjberg udsendte sin instruks, gjorde en mail ifølge Politiken opmærksom på juridiske problemer. Det afviser Inger Støjberg.

Støjberg har erkendt, at hun selv tog undtagelser om en individuel behandling ud af instruksen. Hun afviser, at hun pressede embedsmænd til at bryde internationale konventioner. Eller at hun er blevet advaret mundtligt eller skriftligt.

* Juni 2017:

1. juni er Støjberg kaldt i samråd. Det varer fem timer, og hun kritiseres af rød blok for at ændre forklaring undervejs.

Undervejs gentager Støjberg, at der gennem hele forløbet er blevet administreret efter loven.

8. juni kan Politiken vise dokumenter fra ministeriet, som beskriver det modsatte.

Dokumenterne viser, at udlændingemyndighederne i flere tilfælde ikke foretog fyldestgørende partshøringer af de enkelte par, inden de blev tvangsadskilt.

Kilder: Politiken, Altinget, Berlingske og Ritzau.

/ritzau/