Fem hovedpunkter danner rammen om de stramninger, justitsminister Søren Pind vil indføre over for ekstremisme.

København. Justitsminister Søren Pind vil styrke indsatsen mod ekstremisme på internettet. Det skal resultere i, at det er nemmere at dømme folk, der spreder propaganda på nettet.

Her er et overblik over justitsministerens fem hovedpunkter:

* 1: PET (Politiets Efterretningstjeneste) investerer i ny teknologi, der blandt andet kan kortlægge spredningen af ekstremistisk materiale på sociale medier.

* 2: En særlig enhed hos PET skal systematisk indsamle og overvåge indhold på internettet. Målet er dels at lukke hjemmesider med ulovligt ekstremistisk indhold, dels at skaffe materiale til straffesager.

* 3: I dag kan en person straffes for at tilskynde til terrorisme ved at dele ekstremistisk materiale. Det kræver, at vedkommende har vist vilje til, at det skal bruges i terrorsammenhæng. Med en bestemmelse om "grov uagtsom udbredelse af terrorpropaganda" kan der rejses en sag, hvor det ikke er muligt at bevise et forsæt.

* 4: Adgang til hjemmesider med ekstremistisk indhold kan blokeres inspireret af et såkaldt børnepornofilter, hvor Rigspolitiet og Red Barnet anmoder internetudbydere om blokeringen.

* 5: Et agentkorps kan på blandt andet sociale medier gå i dialog og udfordre ekstreme synspunkter.

Kilde: Jyllands-Posten

/ritzau/