OVERBLIK: Regering slår rekord for forhandlinger med længder
Mette Frederiksen (S) bliver statsminister for tredje gang efter knap ti ugers forhandlinger.

Mette Frederiksen (S) bliver statsminister for tredje gang efter knap ti ugers forhandlinger.

Regeringen "Mette Frederiksen III" har været rekordlang tid om at nå til enighed om et regeringsgrundlag.
Mette Frederiksen blev kongelig undersøger 25. marts, dagen efter valget.
Der gik knap ti uger med forhandlinger, hvor også Venstres formand, Troels Lund Poulsen, undervejs havde to uger for enden af bordet som forhandlingsleder.
Efterfølgende fik Mette Frederiksen igen stafetten som kongelig undersøger, indtil hun på årets første sommerdag 1. juni efter 68 dage kunne meddele kong Frederik, at der kan dannes en regering bestående af Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og De Radikale.
Her er et overblik over forløbet frem mod regeringsdannelsen:
* 26. februar: Statsminister Mette Frederiksen (S) udskriver folketingsvalg til afholdelse 24. marts. Hun fortæller, at hun er åben for flere forskellige regeringskonstellationer.
* 24. marts: Ved valget står det klart, at der hverken kan dannes en rød eller en blå regering. Lars Løkke Rasmussen (M) står med de afgørende 14 mandater.
* 25. marts: Mette Frederiksen udpeges til kongelig undersøger på Amalienborg.
* 27. marts: Møderne om en ny regering starter i statsministerens embedsbolig, Marienborg.
* 8. maj: Lars Løkke Rasmussen afbryder forhandlingerne med Mette Frederiksen (S) om at danne ny regering. Det er ifølge Moderaternes formand ikke frugtbart at fortsætte, og i stedet peger partiet på Venstres formand, Troels Lund Poulsen, som ny kongelig undersøger.
* 8. maj: Samme aften peger et flertal på Troels Lund Poulsen som ny kongelig undersøger. Bag ham står i alt 87 af Folketingets mandater. Kongen anmoder Troels Lund Poulsen om at lede forhandlinger om dannelsen af en regering uden deltagelse af Socialdemokratiet og Moderaterne.
* 19. maj: Efter en række møder på hotel Scandic Spectrum i København meddeler Troels Lund Poulsen som kongelig undersøger, at han går efter at danne en regering bestående af Venstre, Liberal Alliance og De Konservative. Altså en blå mindretalsregering.
* 22. maj: Lars Løkke Rasmussen afviser Troels Lund Poulsens ønske om at danne en VLAK-regering.
* 23. Maj: Mette Frederiksen bliver igen kongelig undersøger. Hun bekræfter, at hun ønsker at danne en regering med SF, Moderaterne og De Radikale.
* 24. maj: Regeringsforhandlinger er tilbage på Marienborg med kongelig undersøger Mette Frederiksen for bordenden. De fire mulige regeringspartier begynder at sidde sammen i forhandlingslokalet for første gang.
* 1. juni: Mette Frederiksen besøger kong Frederik på Kongeskibet Dannebrog i Odense. Efterfølgende siger hun, at hun har meddelt kongen, at der kan dannes en regering bestående af Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og de Radikale.
* 2. Juni: Den kommende regering inviterer flere af Folketingets partier til møder på Marienborg. Samme eftermiddag præsenteres regeringsgrundlaget på et pressemøde, mens de nye ministre skal møde kongen dagen efter, onsdag 3. juni, på Amalienborg.
Kilder: Kongehuset, Socialdemokratiet, Venstre og Ritzau.
/ritzau/