Miljøminister Eva Kjer Hansen er blevet kritiseret skarpt for beregningerne bag landbrugspakken.

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) har været i politisk modvind efter en række sager om hendes embedsførelse og hendes forhold til interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug.

Se her sagerne mod ministeren:

* 8. februar kunne BT dokumentere, at store dele af Miljø- og Fødevareministeriets kommissorium - en skriftlig formulering - for en ny plan for kommunernes vedligeholdelse af vandløb mere eller mindre er kopieret fra et udkast fra interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug.

* Organisationen vil have kommunerne til at følge nogle retningslinjer, der er langt mere gunstige for landbruget, når de renser vandløbene.

* 14. februar skrev Berlingske så, at flere forskere er uenige med regeringen i, at den nye landbrugs- og miljøpakke kommer naturen til gavn.

* Ifølge forskerne er beregningerne, der ligger til grund for regeringens påstand, lavet på et forkert grundlag, og de kalder det for "kreativ bogføring" og "misinformation".

* Eksempelvis medtages de senere års positive miljøeffekter, så regnestykket kommer til at se bedre ud i 2016, når landmændene får lov at bruge mere gylle eller kunstgødning.

* Mandag i sidste uge blev aftalepartierne briefet, og det kom frem, at landbrugspakken samlet set vil betyde en forringelse for miljøet. Eva Kjer Hansen har ellers over for Folketinget oplyst, at landbrugspakken tværtimod vil gavne miljøet.

* Derfor blev der tirsdag afholdt en høring af forskere og et samråd med miljø- og fødevareministeren.

Kilder: BT, Berlingske og Ritzau.

/ritzau/