Den 29. marts har briterne formelt set to år til at forhandle detaljerne på plads i exit-processen fra EU.

København. Mandag mødes statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) med erhvervslivets top, fagbevægelsen og en række nøgleministre for at diskutere brexit.

Her er nøgledatoerne for brexit:

* 23. juni 2016: Et flertal af de britiske vælgere stemmer for at forlade EU.

* 8. februar 2017: Underhuset i det britiske parlament giver regeringen grønt lys til at aktivere EU-traktatens artikel 50 om udmeldelse af EU.

* 13. marts 2017: Det britiske overhus siger ligeledes god for loven, der tillader premierminister Theresa May at indlede forhandlinger med EU.

* 16. marts 2017: Storbritanniens dronning Elizabeth giver endeligt grønt lys til sin premierminister.

* 20. marts 2017: Den britiske regering meddeler, at Theresa May 29. marts vil sende et brev til EU, hvor hun indleder exit-processen.

* 29. marts 2017: Fra denne dato har briterne og EU formelt set to år til at forhandle detaljerne i skilsmissen på plads.

* 29. april 2017 holder de 27 lande, der bliver i EU efter briternes afsked, topmøde for at vedtage retningslinjer for forhandlingerne om brexit.

* 1. oktober 2018: EU-Kommissionens chefforhandler, Michel Barnier, der skal lede exit-forhandlingerne med Storbritannien, ønsker at have betingelserne for brexit på plads senest denne dato.

* 1. april 2019: Theresa May ønsker at have afsluttet forhandlingerne om brexit senest denne dato.

* Den endelige aftale skal godkendes af det britiske parlament.

* Brexit-aftalen skal til slut godkendes af EU-Parlamentet.

Kilde: The Telegraph.

/ritzau/