Anahita Malakians har kun oplevet omvendt racisme: At man råber 'Dansker-luder' efter hende på Nørrebro

Hun blev landskendt for at starte #over10-bevægelsen og meddele, at hun selv havde #over100 - altså havde haft sex med over 100 mænd.

Det skete samtidig med, at hun blev opstillet til Folketinget for Venstre. Men nu har Anahita Malakians, der er født i Iran, droppet Venstre og opstiller i stedet for det indvandrerkritiske parti Nye Borgerlige.

»Jeg smækker ikke med døren. Og jeg føler mig ikke dårligt behandlet af Venstre efter historien om #over100. Men jeg synes ikke længere, Venstre er borgerligt nok - hverken i udlændingepolitikken eller i den økonomiske politik,« siger Anahita Malakians.

»Venstre laver en masse små stramninger for at lappe på et problem, der ikke er taget hånd om. De gør også livet utåleligt for nogle, der faktisk skal være her i landet, fordi de har fået opholdstilladelser.«

Anahita Malakian fotograferet på Nørrebro ved Assistens Kirkegård
Anahita Malakian fotograferet på Nørrebro ved Assistens Kirkegård Foto: NIELS AHLMANN OLESEN
Vis mere

»Jeg går ind for en hård udlændingepolitik. Og vi gør alle nytilkomne en bjørnetjeneste ved at ramme både dem, man vil af med, og dem, der skal blive her.«

Anahita Malakians er født i Irans hovedstad Teheran for 35 år siden. Som otte-årig kom hun til Danmark, hvor hun blev familiesammenført med sin far, der var politisk flygtning. Den lille familie slog sig ned i Smørum, hvor Anahita kom i en indslusningsklasse.

»Der var fire andre flygtningefamilier i byen, hvor den tyrkiske familie drev det lokale pizzeria. Det var det eneste tidspunkt, jeg oplevede racisme: Nogle forældre syntes ikke, deres børn skulle lege med mig, fordi jeg var udlænding. Siden har jeg boet på Nørrebro, og der har jeg kun været udsat for omvendt racisme.«

»Jeg har altid haft danske kærester, og mine tre børn har danske fædre. Men jeg har oplevet, at muslimer har råbt 'dansker-luder' efter mig og spyttet på mig, når de har set mig kysse min danske kæreste på Nørrebro eller i Indre by i København.«

Anahita Malakians bor på Ydre Nørrebro. Hun er utryg pga bander og fortæller, at hendes søn er blevet advaret om de risici, der er ved at bevæge sig omkring på Den Røde Plads.
Anahita Malakians bor på Ydre Nørrebro. Hun er utryg pga bander og fortæller, at hendes søn er blevet advaret om de risici, der er ved at bevæge sig omkring på Den Røde Plads. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

Hvorfor ville du have fokus på, at du har haft over 100 sexpartnere?

»En undersøgelse viste, at kvinder stadig bliver udskammet, hvis de har mange sex-partnere. Så skrev jeg i et opslag på Facebook, at jeg opforderede kvinder til at starte en #over10-bevægelse, og at mit eget tal var #over100. Det er urimeligt, at kvinder bliver bagtalt og sat i en luder-skamkrog. Jeg syntes, jeg kunne gå foran, fordi jeg stillede op til Folketinget.«

Hvorfor skifter du til Nye Borgerlige?

»De har de tre værdier, jeg værdsætter mest: Ægte borgerlighed. Liberal økonomisk politik. Og konservativ værdipolitik. Vi skal bevare det danske samfund. Jeg ønsker ikke nogen multikulturel andedam.«

Tror du ikke, andre udlændinge bliver sure på dig?

»Jo, men så må de jo være godtroende nok til at tro, at vi kan hjælpe hele verdens befolkning her i Danmark. Hvis vi bare åbner op, vil de kommende udlændinge jo ikke få de samme muligheder, som jeg fik.«

Melder du dig ikke ind i et parti, som slet ikke ville have givet dig adgang til landet?

»Det er jo ikke sådan, at Nye Borgerlige slet ikke vil hjælpe folk. Vi vil gerne modtage nogle kvoteflygtninge om nogle år, når der er styr på tilstrømningen og integrationen.«

Har vi parallelsamfund i Danmark?

»Ja. Folk flytter ind i områder, hvor naboerne taler deres sprog, de kan komme til lægen, de behøver ikke at engagere sig i børnenes skoledag, de er ikke på arbejdsmarkedet, de har tag over hovedet, tøj på kroppen og mad på bordet. Hvorfor skulle de så involvere sig i det danske samfund og nå videre i deres liv?«

 Nye Borgerliges formand Pernille Vermund, er glad for sin nye kandidat.
Nye Borgerliges formand Pernille Vermund, er glad for sin nye kandidat. Foto: NIELS AHLMANN OLESEN
Vis mere

Anahita Malakians ventes at blive opstillet i Gentofte, og hun er ikke den eneste med anden etnisk baggrund end dansk, der opstiller for det indvandrerkritiske parti. Tom Andkjær fra Brasilien, der kalder sig selv for 'Neger-Tom' og er vokset op i Kolding, stiller op for Nye Borgerlige i København.

»Så nu har de både en neger og en perker, haha. Mine børn er ved at falde ned af stolen, hver gang jeg siger 'Neger-Tom har lige ringet'. 'Mor, du er racist,' siger de så. Mine børn er utroligt politisk korrekte. Jeg ved ikke, hvor de har det fra,« siger Anahita Malakians.

Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, er glad for sin nye kandidat:

»For mig har det ikke været væsentligt, at Anahita har en flygtningebaggrund. Det væsentlige for mig er, at Anahita deler vores værdier og vil kæmpe for friheden og fædrelandet. Det vil hun,« siger hun.