Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) er tilfreds med, at flere end hver anden består prøven.

København. 56,5 procent af dem, der 6. juni tog indfødsretsprøven, har bestået. Det skriver Udlændinge- og Integrationsministeriet på sin hjemmeside.

Det er en smule flere end ved sidste prøve i november, hvor 53,8 procent bestod.

Man skal bestå indfødsretsprøven for at opnå dansk statsborgerskab, og prøverne afholdes halvårligt. I juni 2017 bestod 49,8 procent.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) er tilfreds med resultatet, som ifølge hende viser, at flere har gjort sig umage med at forberede sig.

- Det viser, at der er blevet læst bedre op på tingene denne gang i forhold til sidste gang.

- Vi har kunnet se de gange, hvor vi har hævet kravene, at der var en meget høj dumpeprocent første gang og lidt mindre de efterfølgende gange. Det er, fordi det er meget nødvendigt at få læst stoffet, og det kan vi se, at ansøgerne har gjort, siger hun.

Integrationsministeren har ikke selv taget prøven, men hun kender efter eget udsagn udmærket prøven, da hun er med til at gennemgå den, efter at den er lavet.

Prøven i sig selv er ganske afgørende, da den ifølge Inger Støjberg viser, at ansøgerne både kan og vil det danske samfund.

- Det er vigtigt, at man ved noget om danske forhold, hvis man vil være dansk statsborger. Det er vigtigt, at man kender til vores historie og vores kulturelle baggrund, men også at man følger med i aktuel politik og den danske hverdag.

- Det er det, man har testet i prøven, siger hun.

Tidligere har det især været aktualitetsspørgsmål, som ansøgere er dumpet på, og det viser ifølge ministeren tydeligt, at ansøgerne ikke følger med i danske nyheder.

Selv om sværhedsgraden tidligere er blevet hævet, ligger niveauet det rette sted nu, mener integrationsministeren.

- Det vil jeg mene, at det gør.

3766 personer deltog i årets første indfødsretsprøve.

Ministeriet oplyser, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration (Siri) har analyseret prøven.

Ifølge analysen har indfødsretsprøven en tilfredsstillende kvalitet, er formuleret på et alment dansk og ligger tæt op ad lærematerialet, der danner grundlag for prøven.

/ritzau/