»Jeg har først lige fået mine arme ned.«

Det er en glad lokalformand for Dansk Folkeparti i Odense, vi fanger knap et døgn efter, at Morten Messerschmidt blev valgt som ny formand for partiet.

»Jeg er meget glad for, at Morten (Messerschmidt, red.) blev formand. Han er den rigtige mand for partiet,« lyder det fra lokalformand Jan Grau.

Og Jan Grau er tilsyneladende ikke den eneste med det synspunkt.

Efter Morten Messerschmidt søndag eftermiddag blev valgt som formand for Dansk Folkeparti, har mere end 500 personer meldt sig ind i partiet. 50 medlemmer har meldt sig ud efter søndagens landsmøde.

Det bekræfter partisekretæren for Dansk Folkeparti, Steen Thomsen.

»Det er helt vildt,« siger han.

Ét af de nye medlemmer er Bjarne Lauritsen fra det sydøstlige Odense. Han tog beslutningen om at melde sig ind midt i frokostpausen.

»Så er det fandeme i dag, jeg gør det,« besluttede Bjarne Lauritsen.

Han har stemt på Dansk Folkeparti, siden partiet blev stiftet. Og han er overbevist om, at Morten Messerschmidt er den helt rigtige formand.

»Han siger tingene ligeud og pakker ikke noget ind. Han er en værdig formand,« forklarer Bjarne Lauritsen.

»Jeg håber, han kan vende det til det, det var et par år tilbage.«

I den lokale afdeling i Odense håber lokalformand Jan Grau, at der nu kommer lidt ro omkring partiet.

»Morten er sgu fremtidens mand – og fremtidens formand. Han er visionær. Jeg tror på, han er god til at få ført tingene ud i livet,« siger han.

»Han vil samle partiet, og han vil samle partiet lokalt.«

Netop fokus på det lokale er noget, lokalformanden fra Odense ser frem til.

»Det har været for meget København og for lidt provins, og det, tror jeg, ændrer sig nu med Morten som formand. Der skal noget inddragelse af baglandet til. Han har jo været ude og sige, at nu skal alle regioner været repræsenteret i hovedbestyrelsen.«

Og så håber Jan Grau, at tiden, hvor interne DF-konfliker blev lækket til pressen, nu er ovre.

»Folk må udtale sig, som de vil. Men at gå ud og udtale sig i pressen, det skal vi væk fra. Konflikter skal tages internt,« lyder ønsket fra Jan Grau.

Søndagens valg af formand i Dansk Folkeparti er det første af sin slags i partiets historie. Siden partiet blev stiftet, har der kun været to formænd, nemlig partistifter Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl, som overtog posten, da Pia Kjærsgaard gik af i 2012.

Ved årsmødet søndag var der tre bejlere til formandsstolen, nemlig Merete Dea Larsen, Martin Henriksen og altså Morten Messerschmidt, der med 499 stemmer ud af 825 blev valgt som ny formand på det ekstraordinære årsmøde i Herning.

Jan Grau, lokalformand for Dansk Folkeparti i Odense, ved endnu ikke, hvor mange af de nye medlemmer, der kommer fra Odense. Det bliver først gjort op de kommende dage.

Ved den seneste optælling, som blev lavet ved årsskiftet, var der 9.789 medlemmer af Dansk Folkeparti. Med det seneste døgns ind- og udmeldelser er der nu over 10.000 medlemmer af partiet.

Andre læser også