Det er en fuldstændig idiotisk lov, der har medført, at blandt andre 13-årige Mint og 15-årige Baem er blevet udvist af Danmark, mener ordfører.

»Forfærdeligt« og »urimeligt« er den første reaktion, der kommer fra Andreas Steenberg, udlændingeordfører hos Radikale Venstre, når man beder ham sætte ord på de videoer, som B.T. de seneste uger har optaget af blandt andre 15-årige Baem og 13-årige Mint, der begge er blevet udvist af Danmark.

»Der er jo tale om danske statsborgeres familie. Vi kan ikke tage thailænderes børn til Danmark, men vores egne statsborgeres familie skal vi ikke behandle på den måde,« fortæller Andreas Steenberg til B.T. og tilføjer:

»Nu skal vi lægge yderligere pres på Socialdemokraterne og Venstre, der sammen med Dansk Folkeparti er ansvarlige. Det er en fuldstændig idiotisk lov, der placerer alle udlændinge i én kasse, uanset om man er terrorist eller danske statsborgeres børn,« fortsætter Andreas Steenberg og tilføjer, at man fra Radikale Venstres side har stillet et beslutningsforslag om at fjerne integrationsvurderingerne, ligesom man har iværksat en kampagne på Facebook.

Både Baem og Mint er udvist af Danmark, fordi de er blevet ramt af den lov, der skulle forhindre, at indvandrere ventede i årevis med at få familiesammenføring med deres børn. Børnene vurderes blandt andet på deres tilknytning til Danmark på ansøgningstidspunktet, hvor børnene som regel først lige er ankommet til Danmark. Derfor har de som regel ringe tilknytning til Danmark og afvises derfor ofte.

Er vores samfund så fattigt?

Både hos Enhedslisten og SF er man enig med Andreas Steenberg i, at der skal gøres noget ved den lov, som nu har sendt Mint og Baem til Thailand.

»Det er hjerteskærende at se de klip med Mint og Baem, og man kan ikke lade være med at tænke på, om det danske samfund virkelig er så fattigt,« spørger Enhedslistens udlændingeordfører, Søren Søndergaard, retorisk.

Han understreger, at danske statsborgere skal have lov til at bo med deres familier i Danmark, og understreger samtidig, at man allerede, da loven blev indført, kritiserede og forudsagde konsekvenserne af den.

Og den holdning deler udlændingeordfører hos SF Holger K. Nielsen, der mener, at Venstres udlændingepolitik rammer skævt.

»Det er rettet mod mennesker, der ikke vil integrere sig, og her er der tale om mennesker, der er vokset op her og trives. Det er vanvittigt, at de skal vises ud,« siger han til B.T.

B.T. har desuden forsøgt at få en kommentar fra Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, De Konservative, Alternativet og Socialdemokraterne. Ingen af dem er imidlertid vendt tilbage.