Det er stadig uvist, hvad der kommer til at ske i sagen om 13-årige Mint, som er udvist af Danmark. Flere partier vil have loven ændret, og den radikale udlændingeordfører opfordrer nu Inger Støjberg (V) til at komme frem fra sit flyverskjul.

Ingen kommentarer.

Det har været meldingen gang på gang, når B.T. har bedt udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) forholde sig til sagen om Mint, der er ramt af den lov, der skulle forhindre, at indvandrere ventede i årevis med at få familiesammenføring med deres børn.

Børnene vurderes blandt andet på deres tilknytning til Danmark på ansøgningstidspunktet, hvor børnene som regel først lige er ankommet til Danmark. Derfor har de som regel ringe tilknytning til Danmark og afvises derfor ofte.

Foto: Torkil Adsersen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Udlændingeordfører Andreas Steenberg (R) noterer sig, at Socialdemokratiet melder sig blandt de partier, der vil se på loven. Selv vil han dog mere end det.

»Det kan de jo gøre, og så kan de stemme for vores beslutningsforslag. Det er åbenlyst, at det her rammer helt skævt,« siger han til B.T.

Han kalder loven noget 'makværk', og det er Inger Støjberg udmærket klar over, at den er, mener han.

»Ministeren er jo meget villig til at stille op til interview om alt muligt andet. Jeg tager stilheden som bevis på, at det her godt kan blive lavet om. Det er der også stemmer i Venstre, der ønsker. Det er ikke tilfældigt, at det ikke lige er her, Inger Støjberg bager en kage,« siger han med reference til ministerens kage-fejring af udlændingestramningerne.

Den radikale grundholdning er, at danske statsborgere skal kunne bo i Danmark med deres familie. Også stedbørn.

»Vi stillede et beslutningsforslag sidste fredag om at fjerne netop den paragraf. Så må vi se, om partierne har rykket sig. Jeg spurgte Jakob Ellemann, da han var politisk ordfører, hvor han svarede, at den skulle forhindre børn i at tage på koranskole. Ingen af de 10 børn, jeg har hørt om, har været i nærheden af en koranskole,« siger Andreas Steenberg, der det sidste års tid har været optaget af de udviste børn.

Han har nu spurgt ministeren, hvor mange børn, det drejer sig om, og hvor de kommer fra. Svaret kommer om to uger.

Herunder kan du læse, hvad de øvrige partier mener om loven:

Liberal Alliance

Loven er god nok som den er, mener udlændinge- og integrationsordfører Joachim B. Olsen. Han vil dog justere to ting. For det første information om konsekvenserne af den danske lovgivning.

»Hvis man vælger at lade sine børn vente i hjemlandet, skal man altså være fuldt oplyst om hvad konsekvenserne er af den fremgangsmetode,« siger han.

For det andet, så vil han styrke sagsbehandlingen, så hver sag får en mere individuel og styrket behandling. Flere kritiserer sagerne for at være såkaldte 'skrivebordsafgørelser.'

»Jeg har indtryk af, at sagsbehandlingen fungerer ganske godt, men set i lyset af sagerne, så vil vi gerne se på om man kan styrke dem yderligere,« siger han.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Socialdemokratiet

Socialdemokratiet har endnu ikke gjort op, hvad partiet vil stille op, mens integrationsordfører Mattias Tesfaye mener ikke, at afgørelsen om Mint virker rimelig.

»Vi som politikere har et ansvar for, at lovgivningen ikke spænder ben for dem, der gerne vil Danmark, siger Mattias Tesfaye til Ritzau fredag.

Mattias Tesfaye har stillet en række spørgsmål t til Inger Støjberg. Herunder hvor mange sager, der er som Mints, hvor mange der tildeles afslag på opholdstilladelse og flere andre forhold. Han vil ikke afvise, at lave loven om, såfremt det er nødvendigt.

Søren Søndergaard - mf, Enhedslisten.
Søren Søndergaard - mf, Enhedslisten. Foto: THORKILD AMDI/Ritzau Scanpix
Vis mere

Enhedslisten

Hele tanken bag loven er forkert, mener Enhedslistens udlændingeordfører Søren Søndergaard. Partiet finder det forkert at adskille børn og forældre.

»Børn af forældre med lovligt ophold i Danmark skal have ret til at være her. Når de bliver 18, skal de også have mulighed for at få dansk statsborgerskab med mindre der er forhold, der taler imod. Hvis man vil undgå parallelsamfund skal man da lade være med at lave sådan en lovgivning, der rammer unge, der har opført sig ordentligt,« siger Søren Søndergaard.

»Danmark bliver altså ikke oversvømmet, fordi vi laver den lovændring,« siger han.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

SF

Børneordfører Jacob Mark (SF) vil også lave loven om.

»Det skriger til himlen, at personer, der er gode medborgere, taler dansk og allerede har etableret sig i Danmark skal sendes hjem, fordi man vurderer, at de ikke kan integreres. Det giver ingen mening, og det er sagen med Mint endnu et skørt eksempel på,« siger han til B.T.

Foto: Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

Konservative

Det har fredag ikke været muligt at få en uddybende kommentar fra Naser Khader (K), der er udlændinge- og integrationsordfører.

'Principielt, så har vi et forklaringsproblem i Danmark, når vi beholder seriekriminelle som for eksempel Shuaib Khan (leder af banden Loyal to Familia, red.), men smider lovlydige personer ud for bagateller,' har Naser Khader tidligere skrevet i en kommentar til B.T.

(ARKIV)
(ARKIV) Foto: Anne Bæk
Vis mere

Venstre

Integrationsordfører Mads Fuglede har tidligere over for B.T. forklaret, at han gerne vil sikre, at nytilkomne indvandrere informeres bedre om forholdene i den grad det nødvendigt.

»Jeg vil dog gerne være med til, at vi gør et betydeligt større arbejde med at informere om reglerne til de personer, som kommer hertil, så de undgår at stå i den situation, som Mint og hendes familie står i,« lød det fra Venstre-ordføreren.

Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Vis mere

Dansk Folkeparti

Dansk Folkeparti ønsker ikke at ændre den gældende lovgivning, da loven har mindsket problemet med genopdragelsesrejser. Til gengæld så partiet gerne, at ministeren - i dette tilfælde Inger Støjberg fra Venstre - får bemyndigelse til at omgøre en sag, som allerede er afgjort i embedsværket.

Det kan så gøres, såfremt at der er sket en åbenlys uhensigtsmæssig behandling i sagen.

»Der kan være nogle sager, hvor lovgivningen rammer uhensigtsmæssigt. Det ændrer ikke ved, at vi står fast på lovgivningen. Dog vil vi gerne være med til at indføre en undtagelsesmulighed,« siger partiets udlændingeordfører, Martin Henriksen.

Alternativet

Udlændinge- og integrationsordfører Josephine Fock har ikke været mulig at træffe fredag.