Lyt til artiklen

Der er tæt på dødt løb mellem rød og blå blok i den seneste politiske meningsmåling, som analyseinstituttet Voxmeter har foretaget for Ritzau.

Målingen er den sidste, inden statsminister Mette Frederiksen (S) ventes at udskrive folketingsvalg senere i denne uge.

Rød blok står til 86 mandater, mens blå blok står til 85 mandater.

Rød blok får 50,0 procent af stemmerne, mens blå blok lander på 47,8 procent.

Hertil kommer fire mandater, som Lars Løkke Rasmussens nye parti, Moderaterne, med 2,2 procents vælgertilslutning står til at få, samt fire mandater fra henholdsvis Grønland og Færøerne.

Det kræver 90 mandater at have et flertal i Folketinget.

Det hører med til historien, at der i mandagens måling er en statistisk usikkerhed på 3,1 procentpoint for begge blokke.

I det interne styrkeforhold i blå blok fortsætter Venstre med at rykke fra De Konservative.

Venstre står til at få 15,5 procent af stemmerne i mandagens måling. De Konservative falder til 11,0 procent.

Begge partier stiller med en statsministerkandidat i form af Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen og De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen.

Målingen fra Voxmeter er foretaget i perioden 26. september til og med 2. oktober blandt 1001 repræsentativt udvalgte personer over 18 år.

Det seneste folketingsvalg fandt sted 5. juni 2019, og næste valg skal senest afholdes senest fire år senere.

Efter at Minkkommissionen i juni i år kom med hård kritik af regeringen i sagen om aflivning af alle mink i Danmark, stillede De Radikale imidlertid et ultimatum om, at Mette Frederiksen skulle udskrive valg senest ved Folketingets åbning tirsdag 4. oktober.

Hvis hun ikke gør det, vil De Radikale vælte regeringen ved at udtrykke mistillid.

/ritzau/