For første gang i over 100 år står Socialdemokratiet til at miste posten som overborgmester i Københavns Kommune.

For en ny meningsmåling, der er lavet af Megafon for TV 2, viser, at SF, Enhedslisten og Alternativet står til at kunne danne et rødt flertal udenom Socialdemokratiet til kommunalvalget i København.

Hvis det bliver en realitet, så vil det være første gang nogensinde, at der bliver dannet et rødt flertal uden Socialdemokratiet.

Ifølge målingen står SF, Enhedslisten og Alternativet til i alt at få 28 mandater i Borgerrepræsentationen, hvilket man skal have for at få et flertal i København.

Meningsmålingen spår SF til at få 13 mandater, Enhedslisten 14 mandater og Alternativet til at få blot ét mandat.

Dog ser det ikke helt sort ud for Socialdemokratiet, der står til at få seks mandater – og dermed bliver det tredjestørste parti, ifølge meningsmålingen.

Ifølge TV 2 kan der være en vis statistisk usikkerhed, når det kommer til meningsmålingen.

Det skyldes, at der er færre, der stemmer til kommunalvalg, samt at flere er i tvivl om, hvor de skal sætte deres kryds.

Målingen blev foretaget fra 29. oktober til 4. november.