Flaget er sat på halv i Hals, og det er ikke tilfældigt.

Torsdag blev den omstridte gødskningslov vedtaget med Venstres opbakning – og nu breder oprøret sig i partiets bagland.

Det skriver DR.

Klaus Aage Bengtson, som formand for Venstres vælgerforening i Hals, kalder det en »sorgens dag,« overfor DR, da han tror en tredjedel af alle landmænd nu vil gå fallit.

Han har været medlem af Venstre i næsten 50 år, og beskriver sig selv som tidligere »Troels-mand«.

Nu mener han, at partiet har brug for en ny formand.

»Formandskabet har fejlet, når det er kommet hertil, og derfor er vi nødt til at finde en anden leder end Troels Lund.«

Og han står langt fra alene med utilfredsheden.

I Storvorde melder vælgerforeningsformand Lars Peter Frisk sig helt ud af Venstre efter 30 år i partiet.

I Bjergby-Mygdal trækker Martin Brag Christiansen sig som vælgerforeningsformand, mens flere andre lokale V-formænd fortæller DR, at medlemmer allerede har meldt sig ud – eller overvejer at gøre det.

Også på Christiansborg slog splittelsen igennem. 

Fem af Venstres 18 folketingsmedlemmer stemte imod loven, selv om partiets officielle linje var et ja.

Troels Lund Poulsen erkender, at sagen gør ondt på partiet.

»Jeg er ked af, at Venstres folketingsgruppe ikke står samlet, men det ændrer ikke på den politiske linje, jeg har lagt,« sagde han til B.T., inden han gik ind til dagens afstemning om den nye lov.

Gødskningsloven skal sikre en forbedring af de kritiske miljøforhold i vandmiljøer.

Landbruget har på den anden side højlydt protesteret, blandt andet på et stormøde i Odense mandag, at det betyder væsentlige ekstraregninger, der kan true deres erhverv.

Og da lovforslaget blev behandlet tirsdag, var mange landmænd og ansatte i landbruget mødt op med traktorer ved Christiansborg Slotsplads i protest. Og de var langt fra tilfredse: