Kristian Thulesen Dahl er kendt som en rolig mand. Men den fattede DF-formand kan alligevel godt hidse sig op, når de rette spørgsmål bliver stillet.

Det skete, da B.T. på partiets sommergruppemøde onsdag spurgte DF-formanden om, hvor han vil finde alle pengene til at finansiere DF's lange ønskeliste for den kommende politiske efterårssæson.

»Det er tankevækkende, at Mette Frederiksen som statsminister uden videre kan sidde på et EU-topmøde og hæve det danske EU-kontingent med 4,5 milliarder kroner. Og når vi så vil sikre anstændige vilkår for vores ældre, så skal vi på forhånd have en færdig plan for, hvordan vi finansierer hver eneste ekstra sosu-hjælper,« siger Kristian Thulesen Dahl og uddyber:

»Det er helt vildt, at den situation opstår.«

Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup i forbindelse med, at Dansk Folkeparti holder pressemøde efter sommergruppemødet på Sandbjerg Gods i Sønderborg, onsdag den 5. august 2020.. (Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix)
Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup i forbindelse med, at Dansk Folkeparti holder pressemøde efter sommergruppemødet på Sandbjerg Gods i Sønderborg, onsdag den 5. august 2020.. (Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix) Foto: Frank Cilius
Vis mere

DF vil indføre minimumsnormeringer for personale på ældrecentre, give tidligere pension til nedslidte, sætte en øvre grænse for pensionsalderen på 70 år og sikre flere penge til politi og retsvæsen.

Endelig kom det frem på sommergruppemødet, at DF vil sænke afgiften på øl og cigaretter for at gøre det mindre attraktivt at handle i de tyske grænsebutikker.

Mette Frederiksen skal nok blive stillet til ansvar for EU-regningen. Men nu er det jo DF, som har fremsat disse forslag – på nær 'Arnes pension'. Hvor skal pengene komme fra midt i en coronakrise?

»Vi bruger årligt mellem 30 og 40 milliarder kroner på ikke-vestlig indvandring. Det er et oplagt sted at starte. De andre partier må acceptere, at der skal spares på udgifter til udlændinge, hvis vi skal lægge stemmer til 'Arnes pension' og andre aftaler i efteråret,« siger DF-formanden.

Morten Messerschmidt fotograferet i forbindelse med, at Dansk Folkeparti holder pressemøde efter sommergruppemødet på Sandbjerg Gods i Sønderborg, onsdag den 5. august 2020.. (Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix)
Morten Messerschmidt fotograferet i forbindelse med, at Dansk Folkeparti holder pressemøde efter sommergruppemødet på Sandbjerg Gods i Sønderborg, onsdag den 5. august 2020.. (Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix) Foto: Frank Cilius
Vis mere

I Jyllands-Posten har Kristian Thulesen Dahl peget på flere sparekrav på udlændingeområdet. Det vil ifølge DF-formanden frigøre omkring en milliard kroner.

Han mener dog, at resten af regningen for DF's ønskeliste – på nær 'Arnes pension' – kan betales med det økonomiske råderum.

»Men når der skal findes 4,5 milliarder kroner til Mette Frederiksens EU-regning, så er det et stort spørgsmål, hvordan enderne skal mødes. Det er uhørt, hvis råderummet skal gå til et højere EU-kontingent i stedet for at skaffe en ordentlig og værdig ældrepleje,« siger Thulesen Dahl.

Kan man overhovedet undgå at spare på velfærd eller sende skattestigninger videre til danskerne?

»Vi er helt med på, at der skal spares nogle steder. Men vi er meget opmærksomme på, at regningen ikke bare ryger videre til den almindelige dansker. Når Socialdemokratiet eksempelvis foreslår at indføre en bankskat som finansiering til 'Arnes pension', så skal den skat ikke hældes over på folks bankgebyrer.«

B.T. skrev i sidste uge, at der venter statskassen en kæmperegning i efteråret, hvor aftaler om blandt andet klima, tidligere pension og politi skal landes.

»Jeg frygter i den grad skattestigninger. Mette Frederiksen gik til valg på 13 skattestigninger. Blandt andet højere aktieskat og højere renteskat, en bankskat og forøget arveskat for høj arv. Og nu er hendes råderum ved at være brugt,« siger Mads Lundby Hansen, cheføkonom i Cepos.

Det forventes, at S-regeringen kommer med et udspil til tidligere pension for nedslidte i løbet af august.