Mandag var statsminister Mette Frederiksen (S) på den helt store rundtur i TV 2 og på DR om sit syn på USA-præsident, Donald Trumps, gentagne interesse i at overtage Grønland.
Igen og igen sagde hun, at 'alting hører op', hvis USA angriber en allieret i Nato.
Men Mette Frederiksen bør skifte fokus, så hun i stedet taler om USAs interesser i Grønland.
Ellers vil Donald Trump simpelthen vende det døve øre til.
Det er vurderingen fra redaktionschef for debatredaktionen i Politiken, Lotte Kaarsholm Folke, mandag aften i Deadline på DR2.
»Så længe den danske statsminister taler i et moraliserende værdisprog, så er der ingen på den anden side af Atlanten, der hører efter, hvad hun siger,« siger redaktionschefen i DR2-programmet.
Hun siger videre, at Donald Trump og hans folk ikke mener, at »fællesskaber og magt består af værdifællesskaber, men af interessefællesskaber«.
B.T. har sendt Lotte Kaarsholm Folkes udtalelse til Christian Rabjerg Madsen, der er politisk ordfører for Socialdemokratiet.
»Statsministeren har fra start sagt fra overfor Trumps ønsker om at købe Grønland, ligesom vi fra starten har arbejdet intensivt diplomatisk for at sikre opbakning fra Europæiske Nato-allierede, hvorfor jeg var meget glad for at se udtalelsen fra netop den kreds i dag,« skriver han i en sms.
Dermed henviser han til, at lederne i en række europæiske lande tirsdag i et brev har bakket den danske regering op i sagen om Trumps interesse for Grønland.

»Jeg tror ikke, at man nødvendigvis kan styre, hvad Trump siger, men målet er jo også i højere grad at bevare og styrke rigsfællesskabet og sikre, at rigsfællesskabet territorielle integritet bevares. Uanset hvad der udtales i den amerikanske offentlighed,« skriver Christian Rabjerg Madsen videre på sms.
Tirsdag aften har der været møde i Udenrigspolitisk Nævn. Efter mødet kom udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) med en kryptisk melding efter Trump-spørgsmål. Læs mere HER.

