Et regeringssamarbejde mellem Venstre og Socialdemokratiet er næppe blevet mere sandsynligt, efter at Henrik Sass Larsen (S) i en e-mail har svaret tilbage på kritik fra finansminister Kristian Jensen (V).
Den socialdemokratiske gruppeformand holder i hvert fald ikke igen, da han returnerer det 10 dage lange angreb fra Kristian Jensen, der som nummer to i Venstre er Sass Larsens direkte modstander.
Kristian Jensen har flere gange opfordret Henrik Sass Larsen til at tage handsken op og deltage i en duel mellem de to. Indtil videre er den invitation ubesvaret.
Finansministeren har gentaget sit ønske, siden han på Twitter den 19. maj skrev, at han gerne ville udfordre Henrik Sass, der synligt trådte ind i valgkampen denne søndag efter at have været ramt af en depression.
'Jeg er glad for at se Henrik Sass Larsen tilbage i valgkampen på torvet i Køge. Danskerne har længe savnet klarhed om socialdemokraternes økonomiske politik. Det må vi kunne få nu. Jeg udfordrer til en rask debat – et hvilket som helst sted. Er du klar,' spurgte Kristian Jensen.
Over for Politiken luftede finansministeren tirsdag aften, at avisens historie om, at S-medlemmer var beordret til at koordinere pressehenvendelser med partiets kommunikation og ledelse, hang sammen med Sass Larsens personlige fravær i valgkampen.
Kristian Jensen mistænker, at Sass har travlt med at sidde i en kælder og kontrollere partimedlemmerne, lader han forstå over for avisen.
Men Henrik Sass Larsen svarer spydigt igen i en e-mail til Politiken.
Det gør han med en henvisning til det såkaldte formandsopgør, hvor Lars Løkke Rasmussens skæbne blev afgjort i en kælder under Odense Kongrescenter for fem år siden.
Det endte med, at Jensen undlod at udfordre Løkke som partiformand.
'Nu er det vist Kristian Jensen, som har mest erfaring med at drøfte politik i en kælder. At han dengang blev snøret og sidenhen svinet til af sin egen formand, er da ærgerligt for ham, men skuffende er det, at Venstre-ledelsens lave format skal smitte af på os andre,' skriver Sass Larsen til Politiken.

