Nogle udtalelser forventer man på ingen måde at høre fra en folketingskandidat. Den følgende er i høj grad én af dem:

»Jeg onanerede så meget i går, at jeg overvejer at tage en fortrydelsespille lige nu.«

Det var ikke desto mindre dé ord, der faldt, da Alternativet-kandidat og standup-komiker Anders Stjernholm underholdt de fremmødte i partiets telt på Folkemødet på Bornholm.

Læs også:

»Lige dén joke hev jeg frem som en redning, da jeg følte, jeg var stampet ned i en anden joke, som slet ikke var sjov,« siger en grinende Anders Stjernholm, da BT fanger ham lidt senere.

Joken og den efterfølgende redningsjoke om, at han så så meget internetporno, at rigtig sex føltes som at være utro over for hans computer, ramte dog tilsyneladende lidt ved siden af, for hans publikum grinte ikke. Heldigvis for komikeren bragte han mange andre gange store grin frem på havnen i Allinge, hvor Alternativet holder til under Folkemødet.

Læs også:

Rammen for det alternative valgmøde var en såkaldt åben scene, hvor Stjernholm forsøgte at forklare flere af tidens politiske emner med eksempelvis sci-fi-serien Star Trek og tegnefilmen Løvernes Konge. Sidstnævnte mente han promoverede en kynisk 'trickle down-økonomi' - et mantra kendt fra præsident Reagans regerings tid i USA.

Men hvorfor blande politik og humor så meget sammen?

»Her på Folkemødet skal jeg optræde tre gange og være i otte til ti debatter, så jeg synes ikke, det er så meget. Men jeg vil virkelig gerne vise, at man kan kombinere det. At comedy, som allerede har tjent som en samfundsændrende størrelse, kan gøre det i højere og mere direkte grad end hidtil,« siger Anders Stjernholm.

Er det for kedeligt bare at fortælle om sine holdninger?

»Ja. Det må være det korte svar, for hvis jeg havde været en helt almindelig kandidat og bare havde en time, hvor jeg sagde mine meninger, så havde der jo ikke stået 25 mennesker og hørt på mig. Så netop dét, at jeg har lært at komme med budskaber lidt sjovere, vil jo klart hjælpe. Og politikere kommer som oftest fra et andet sted, hvor de har en mærkesag eller er statskundsskabsstuderende, og så skal de derefter lære at formulere deres budskaber. Så får de taleskrivere og sågar nogle gange komikere ind for at hjælpe dem. Der kommer jeg fra den anden side og har lært at formidle, hvad jeg mener. Nu kan jeg så lære, hvordan embedsapparatet hænger sammen. Det er måske en ny måde at lave en politiker på,« siger den hurtigtsnakkende folketingskandidat.

Læs også:

Men er der ikke stunt over det, du gør, når du står og snakker om onani over for potentielle vælgere?

»Jo, der er noget stunt, en dramatisk effekt, i, at jeg kan servere mine budskaber anderledes. Det er der. Og jeg kan tale om omskæringer på den måde, og jeg kan tale om basisløn på den her måde. Selvfølgelig er der noget i det,« siger Anders Stjernholm.

Er I bevidste om ikke bare at snakke om jeres holdninger og tænke formen med i det?

»Uanset hvordan man kommer med et budskab, så har man tænkt over, hvordan man vil gøre det. Jeg mener nu ikke, Alternativet pakker noget ind. Vi fortæller om bagsiden af medaljen og siger ærligt og redeligt, hvis der er noget, vi ikke ved. Vores dogmer handler om at undgå 'indpakning', men det giver selvfølgelig et andet stilistisk udtryk, som er et bevidst valg fra vores side,« siger Anders Stjernholm.

Nærmest alle jeres mærkesager er kontroversielle i en eller anden grad. Er det en strategi fra jeres side at få opmærksomhed på den måde?

»De er ikke valgt, fordi de er kontroversielle. De er valgt ud fra, hvad vi har rug for at gøre, for at den her planet er fed at bo på om 100 år. Dét, der gør dem kontroversielle, er, at vi er så få, der gør os de tanker,« siger Alternativet-kandidaten.

Anders Stjernholm stiller op i Københavns Omegns Storkreds.