Hans kæreste har været igennem et vildt stormvejr, efter hun ellers selv var stormet ind i Folketinget for Liberal Alliance.
Cecilie Liv Hansen blev ekskluderet fra Liberal Alliance, da partiet blev bekendt med, at hendes kæreste Søren Emil Hoppe Steenberg har solgt cannabis, og at hun i øvrigt ifølge partiet har løjet om det.
Kæresten har selv tidligere bekræftet cannabissalget overfor B.T., men skriver torsdag aften i et lettere poetisk opslag på Facebook, at han ikke sælger det euforiserende stof længere.
'Før du lader dommen falde på mine ord, så vid dette! Det er efterhånden et stykke tid siden, jeg stoppede med at ryge cannabis, og jeg sælger det heller ikke,' indleder han opslaget og fortsætter:
'Det er et valg, jeg selv har taget. Men det ændrer ikke på det, jeg ser som sandt.'
Herefter fortsætter opslaget over i, hvad der ligner et form for digt, som tilsyneladende i de to første passager handler om sagen mod Cecilie Liv Hansen.
'Min fortid bliver kastet som sten mod én jeg elsker, én der står rent. For en plante, der spirer i jorden, som solen har næret, som regnen har kendt,' lyder det, som meget vel kan være en reference til Cecilie Liv Hansen, som, han mener, er uskyldig i sagen.
Herefter fortsætter opslaget over i, hvad der bedst kan tolkes som et forsvar af cannabis som et naturligt og ufarligt stof.
Det var i weekenden, det kom frem, at Søren Emil Hoppe Steenberg har solgt cannabis og sidste år fik beslaglagt en taske med stoffer og kontanter, mens parrets hjem også blev ransaget.
Senere var Cecilie Liv Hansen på Instagram ude i et forsvar af hendes kæreste, hvor hun tonede omfanget og fremstillingen af cannabis-salget ned:
'I medierne fremstilles omfanget af min samlevers sag, som om han er dømt og organiseret kriminel, der har solgt hårde stoffer over en længere periode. Det afspejler ikke virkeligheden,' skrev hun og fortsatte:
'Der er udelukkende tale om cannabis i mindre mængder til venner og bekendte over en periode på få uger, hvortil jeg hverken har været involveret eller bekendt med det.'
LA-gruppeformand, Ole Birk Olesen, har fortalt til TV 2, at man i partiet konfronterede Cecilie Liv Hansen med rygterne om hendes kæreste to dage inden valget, hvor hun afviste dem.
Det afviste hun dog selv pure onsdag aften i mediepodcasten Q&CO.
Efterfølgende har LA-rådgiver Peter Astrup så været ude og afvise Cecilie Liv Hansens afvisning over for TV 2, der skal have set dokumentation for et 12 minutter langt opkald fra Astrup til Cecilie Liv Hansen 11. marts.
Til TV 2 siger han, at han her konfronterede hende med rygterne på de sociale medier om kærestens salg af stoffer.
B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Søren Emil Hoppe Steenberg, men han er ikke vendt tilbage.


