For tre uger siden manglede man 130 millioner kroner – nu mangler man 150 millioner kroner.

Region Nordjylland er hårdt presset, når det gælder økonomien i det nye supersygehus. Derfor er næste skridt nu, at man vil bede Magnus Heunicke (S) og Sundhedsministeriet om hjælp.

Det oplyser regionsrådsformand Mads Duedahl (V) til B.T.

Han håber nu, at han og ministeriet kan opsætte et møde, hvorpå der kan indgås en aftale om et økonomisk lån. Det skal ifølge regionsrådsformanden forhindre, at andre byggeprojekter bliver ramt den kommende tid.

»Jeg ved ikke, hvor vi ender med det her. Men vi skal finde flere penge – og det er bedre, vi går i dialog med Sundhedsministeriet nu, før vi kommer med en langt større overskridelse.«

»Derfor har vi også sendt et brev til ministeren i dag (tirsdag, red.) og spurgte om et møde.«

Årsagerne til forsinkelsen bunder blandt andet i mangel på kvalificeret arbejdskraft samt øget leveringstid på materiale.

Og når byggetiden forlænges, følger ekstraregninger med, har forklaringen fra Region Nordjylland lydt. Driften på sygehuset er nu skubbet til det første halvår i 2024 – den tidligere plan lød i andet halvår af 2023.

Byggeriet er gentagne gange blevet ramt af prisstigninger og forsinkelser, hvor den daværende ekstraregning løb op i 130 millioner kroner.

Hvis Sundhedsministeriet går med til det, skal det agere bank og sammen med regionen indgå en afbetalingsordning med en rimelig tidsfrist. Det er i hvert fald regionens ønske.

Mads Duedahl har oplyst over for B.T., at beløbet dengang var et skøn – og han frygter fortsat, at beløbet vil stige yderligere.