____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Send Suzanne Bjerrehuus ud af landet. Med den opfordring går stand-up-komikeren Omar Marzouk nu ind i diskussionen om radikal islamismes indflydelse i Danmark. Han mener nemlig, der bør komme langt vigtigere emner end halal-slagtning på dagsordenen.

I en Facebook-kommentar revser han Danmark for at give sig af med at diskutere halal-slagtet kød, mens de i Egypten lige nu smider islamisterne på porten.

- Det er til grin. Derfor synes jeg det er fru Bjerrehuus, som skal smides ud af landet. Mest for hendes egen skyld. Måske vågner hun op og ser verden som den er, skriver Omar Marzouk.

Udviklingen i Egypten viser med al tydelighed, at synspunktet, om at muslimerne kun venter på at få demokratisk flertal, så de kan indføre Sharia-lovgivning, er dødt, mener Omar Marzouk.



Han giver derfor ikke meget for profiler som Susanne Bjerrehuus og DF'eren Martin Henriksen, der har brugt det sidste døgn på at kritisere de danske politikere og 'halal-hippier' for at være for blødsødne og sælge ud af danske værdier.

Omar Marzouk erkender blankt, at han også har taget sine kampe med muslimske trosfæller. Men det nytter ikke at smide dem ud, mener han.

- Vi kommer ingen vegne, før vi begynder at snakke om, hvordan vi skal leve sammen frem for en utopisk forestilling om at vi bare kan få de mennesker vi ikke kan lide til at forsvinde, fremgår det af statusopdateringen. 

Det er, slutter Omar Marzouk sin lange opdatering af, dansk mentalitet når det er bedst.

Kan du følge Omar Marzouk? Eller har Suzanne Bjerrehuus ret? Deltag i debatten på vores facebook-side.