Den skærpede grænsekontrol, som Dansk Folkeparti fik som betaling for at gå med til at forringe efterlønnen, annulleres.

Her til formiddag bekræfter SF's gruppeformand Ole Sohn overfor bt.dk, at den kommende Thorning-regering agter at skrinlægge alle planer om at skærpe grænsekontrollen med bomme og fysiske anlæg´ved den dansk-tyske grænse.

- Vi fjerner grænsebommene. Planen om at opstille fysiske anlæg ved grænsen bliver annulleret, siger Ole Sohn.

Han begrunder det med, at den kommende regering ønsker at sende et signal til udlandet om mere åbenhed.

Meldingen fra SF kommer netop som Dansk Folkeparti indleder sit årsmøde i denne weekend i Herning. Aftalen om den skærpede grænsekontrol, som nu ikke bliver til noget, var partiets betaling for at skrive under på tilbagetrækningsreformen i maj.