Medlem af EU-Parlamentet Ole Krarup indlagt på hospitalet i Strasbourg efter en trafikulykke. Han blev påkørt, da han var på vej fra parlamentet på cykel.

Tirsdag aften blev medlem af EU-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU Ole Krarup påkørt i Strasbourg, da han var på vej fra parlamentet på sin cykel.

Det oplyser Folkebevægelsen mod EU.

Han blev straks indlagt på intensiv afdeling på hospitalet i Strasbourg.

Ifølge Folkebevægelsen er de seneste meldinger fra hospitalet dog optimistiske.

"Indtil videre er det dog kun familien, der har fået lov til at tale med ham. Og lægerne vil endnu ikke udtale sig om følgerne af ulykken", skriver folkebevægelsen i en pressemeddelelse.

- Folkebevægelsen mod EU er naturligvis dybt berørt af ulykken og følger situationen nøje, siger Poul Gerhard Kristiansen, landssekretær i Folkebevægelsen mod EU.

/ritzau/