Når regeringen med en ny pensionspakke fremrykker beskatningen af milliarderne i Lønmodtagernes Dyrtidsfond, handler det kun om at sikre sig yderligere fire år i regering, mener Liberal Alliance.

Regeringens skatterabat på pensionsområdet er et desperat forsøg på at lappe hullet i finansloven for 2015 og samtidig sikre sig genvalg.

Sådan lyder skudsmålet fra Liberal Alliance, efter at regeringen fredag eftermiddag har præsenteret en ny pensionspakke sammen med SF og Enhedslisten.

Pensionspakken forlænger skatterabatten på kapitalpensionerne og gør det samtidig favorabelt at få udbetalt sin opsparing i Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD) allerede næste år.

»Regeringen fører en uansvarlig økonomisk politik for at have gaver at dele ud af i et valgår,« siger skatteordfører Ole Birk Olesen (LA) i en skriftlig kommentar.

»Nu skubber den så problemet med at finde pengene til de kommende generationer, fordi regeringen allerede nu forgriber sig på pensionspengene, så de mangler i statskassen, når danskerne bliver gamle. Man kan ikke have tillid til denne regerings økonomiske politik. Regeringen betaler ikke sine regninger, men sender dem videre til fremtidens regeringer og fremtidens skatteydere,« siger han.

Helt konkret fremrykker pensionspakken beskatningen af pensionsmilliarderne i LD, så alle danskere over 60 år tilbydes at få deres opsparing udbetalt i 2015 med en skatterabat på 2,5 procent.

Derudover indeholder pakken en forlængelse af danskernes mulighed for at omlægge kapitalpensioner til alderspensioner med en skatterabat på 2,7 procent i 2015.

I alt forventes skatterabatterne at forbedre de offentlige finanser med 15 milliarder kroner næste år. Det skal være med til at reducere underskuddet på regeringens udspil til finansloven for 2015. Regeringen er nemlig blevet skarpt kritiseret for at ville lade det offentlige underskud vokse til knap 60 milliarder kroner næste år, hvilket svarer til 3,0 procent af BNP - lige på grænsen af hvad EU tillader.

Men det er ikke en holdbar løsning, mener Ole Birk Olesen.

»Regeringen budgetterer i sin finanslov med et underskud på 60 milliarder kroner, som formentlig bliver endnu større i virkeligheden. Regeringen vil dermed overskride EUs grænser, få en henstilling fra EU og skabe mistillid til dansk økonomi,« siger han.

»Efter regeringen er blevet kritiseret for denne uansvarlighed, kommer regeringens bud på en løsning så: Fremryk beskatning af pensionsmilliarder. Det er helt uansvarligt og udtryk for en meget kortsigtet tænkning,« siger LA-ordføreren.