Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Regeringen har hidtil stået fast på ikke at sende kampvogne til Ukraine, som i snart et år har været bekriget af Rusland. Det skyldes, at de danske kampvogne er i brug.
I stedet vil regeringen i et samarbejde med Holland og Tyskland tilbagekøbe og donere mindst 100 Leopard 1-kampvogne, som er udfaset og står opmagasineret.
- Ukraine har hårdt brug for kampvogne for at kunne modstå Ruslands fortsatte aggression. Jeg er stolt over, at Danmark har store aktier i det nye samarbejde med andre lande om at støtte Ukraine.
- Vores samarbejde om donation af et så stort antal Leopard 1-kampvogne går fint i spænd med andre landes levering af kampvogne til Ukraine, siger fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).
80 af de kampvogne skal leveres så "hurtigt som muligt", oplyser Forsvarsministeriet tirsdag aften. Prisen fremgår ikke.
For over ti år siden solgte Danmark 99 Leopard 1-kampvogne til en tysk militærvirksomhed, efter at de var blevet udfaset i det danske forsvar. Det er blandt andet dem, som Danmark nu er med til at købe tilbage.
De første kampvogne ventes at være klar inden for få måneder. De vil blive brugt til at træne ukrainske styrker, står der i pressemeddelelsen.
Der har i en uges tid været spekuleret i, at Danmark var på vej til at købe kampvognene.
Ukraine bliver tilbudt uddannelse og træning i brugen af kampvognene. Det fremgår ikke hvor. Der vil desuden medfølge reservedele og en ammunitionspakke.
- Dette samarbejde vidner om det store sammenhold og den enorme vilje, der er i Vesten til at støtte Ukraines ret til selv at bestemme over sin skæbne, siger Troels Lund Poulsen i meddelelsen.
Kampvognene har været brugt i det danske forsvar og blev brugt under FN-missionen på Balkan. Men for over ti år siden blev de solgt til Flensburger Fahrzeugbau Gesellschaft (FFG) i Flensborg.
Den tyske militærvirksomhed køber, vedligeholder og opgraderer militærkøretøjer. Den har uden held forsøgt at videresælge dem.
Kampvognene er i forskellig stand efter at have været opmagasineret i over et årti.
Leopard 1 har et noget tyndere panser end nyere kampvogne og er omkring ti tons lettere end den nyere Leopard 2-kampvogn, som Danmark råder over.
Derfor vil Leopard 1 ifølge eksperter have det svært mod moderne russiske kampvogne, mens den formentlig godt kan hamle op med nogle ældre modeller.
Det var FFG, der klargjorde de pansrede mandskabsvogne af typen M113, som Danmark sendte til Ukraine i første halvår af 2022.
Danmark har desuden tidligere doneret sit nyindkøbte artilleri til Ukraine samt en række andre ting.
/ritzau/