De er dybt rystede.

Navnet på et af ofrene for de chokerende skyderier og brande i Holland er offentliggjort. Flere er efterladt med et dybt traume. 

Jurgen Damen blev 43 år. Han blev dræbt torsdag, da en gerningsmand i skudsikker vest udløste paniske scener på et hospital i havnebyen i Rotterdam. Og en menneskejagt.

Men forinden havde gerningsmanden allerede hærget på brutal vis og taget et liv. 

Panik på universitetshospitalet i Rotterdam torsdag. På det tidspunkt var der meldinger om et skyderi og afspærringer var sat op.
Panik på universitetshospitalet i Rotterdam torsdag. På det tidspunkt var der meldinger om et skyderi og afspærringer var sat op. Foto: Bas Czerwinski/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Jurgen Damen var praktiserende læge og underviser. Nu får kollegaer, og patienter, ved Erasmus University Medical Center, traumehjælp, skriver mediet De Gelderlander.

»Påvirkningen er stor. For hans familie, kolleger, men også for hans patienter. Jurgen var en elskværdig og engageret praktiserende læge. Han var også træner. Mange mennesker i Rotterdam kender ham,« siger René Baljon, direktør for Zonboog-fonden, som afdøde Jurgen Damens lægepraksis hører under.

43-årige Jurgen Damen efterlader sig en hustru og datter.

En 14-årig pige og hendes 39-årige mor er også blandt ofrene.

Jurgen Damen begyndte som praktiserende læge i Rotterdam i 2010. De seneste fem år arbejdede han på Erasmus University Medical Center, som er et universitetshospital, ifølge mediet De Gelderlander.

Han var også tilknyttet et sundhedscenter i Katendrecht i det sydlige Rotterdam, ifølge DeVolkskrant. Fredag og mandag holder centret lukket. En chokbølge er sendt gennem hele lægestanden i Holland.

»Vores tanker går først og fremmest til ofrene, men det er chokerende, at det her sker på et hospital,« siger en talsperson for den lægefaglige organisation NU'91 til nyhedsbureauet ANP, ifølge DeVolkskrant.

»Syge mennesker stoler mildest talt på, at de er et sikkert sted på hospitalet, og så sker det her.«

Kampklædte betjente omringede torsdag Erasmus University Medical Center i Rotterdam. Betjente stormede også hospitalet på et tidspunkt i løbet af eftermiddagen.
Kampklædte betjente omringede torsdag Erasmus University Medical Center i Rotterdam. Betjente stormede også hospitalet på et tidspunkt i løbet af eftermiddagen. Foto: Bas Czerwinski/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Den 32-årige mistænkte og anholdte i sagen var selv studerende på universitetshospitalet i Rotterdam, hvor Jurgen Damen arbejdede.

Det står ikke klart, hvad motivet var. Men politiet formoder, han handlede alene.

Den formodede gerningsmand blev anholdt klokken 16.20 torsdag.

Inden da, klokken 14.10, var der først en anmeldelse om en brand og også brag ved en adresse i Rotterdam. 

Klokken 14.25 tikkede der anmeldelser ind om mulige skyderier. Det formodes lige nu, at de tidligere anmeldte brag var lyden af skud.

Det var omkring her, at en 39-årig kvinde blev skuddræbt. Hun døde på stedet i sit hjem, ifølge hollandske medier.

Senere torsdag aften døde hendes 14-årige datter af sine kvæstelser. Hun afgik ved døden efter hun var blevet hastet til hospitalet. 

Mor og datter boede i samme kvarter som den formodede mistænkte og nu anholdte. Det vides ikke lige nu, om de kendte den anholdte. 

Efter anmeldelserne om skyderier bevægede den formodede gerningsmand sig mod universitetshospitalet. Omkring klokken 15.00 løb han ind med et skydevåben og iført skudsikker vest.

Han affyrede flere skud. Der var kaos og panik på hospitalet. Og det var her, det så skete. 

Specialstyrker er her i gang med at få forsøge at få kontrol og danne overblik over situationen på hospitalet i Rotterdam.
Specialstyrker er her i gang med at få forsøge at få kontrol og danne overblik over situationen på hospitalet i Rotterdam. Foto: Bas Czerwinski/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Jurgen Damen blev tilsyneladende ramt. Han mistede livet. 

Nogle forsøgte desperat at gemme sig. Andre forsøgte at sætte barrikader op i rum. Der var dem, der satsede på at flygte direkte ud af hospitalet.

Forinden havde den formodede gerningsmand sat sit eget hjem i brand, ifølge hollandske medier.

Og efter skyderierne antændte gerningsmanden også en brand på hospitalet, skriver mediet AD.

Klokken 16.20 blev den formodede gerningsmand anholdt. Umiddelbart inden var han af politiet blevet beskrevet som: 

Politi og brandvæsen arbejder på adressen, hvor den formodede gerningsmand skød en 39-årig kvinde og hendes 14-årige datter.
Politi og brandvæsen arbejder på adressen, hvor den formodede gerningsmand skød en 39-årig kvinde og hendes 14-årige datter. Foto: Jeffrey Groeneweg/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Gerningsmanden er muligvis på motorcykel. Han bærer kamptøj, er høj, har sort hår, er midt i 20'erne, har en rygsæk og høretelefoner og bærer et håndvåben. Ring 112, hvis du ser ham,« lød det på det sociale medie X.

Den nu anholdte 32-årige var i forvejen kendt af politiet. I 2021 blev han dømt for dyremishandling, oplyser Hugo Hillenaar, chefanklager i Rotterdam.

Tilbage står den hollandske havneby som indpakket i et tæppe af vantro og sorg. 

Politiet arbejder på højtryk for blandt andet at opklare motivet. 

Rotterdams borgmester, Ahmed Aboutaleb, sagde torsdag aften:

»Vi er chokerede over denne forfærdelige hændelse. Der blev affyret skud to forskellige stede i byen. Mange mennesker har været vidner til det. Følelserne i byen er stærke. Jeg sender mine kondolencer til ofrene.«