Hårde slag i ansigtet og blod flydende på dækket.

67-årige Steen Johannsen mærker dagligt smerter i næsen og venstre øje, efter han i juli blev overfaldet på sin båd. Men de dårlige nyheder fortsætter. Både for ham og andre ofre for kriminalitet.

Det er nemlig ikke bare hos politiet, ventetiden er blevet længere.

B.T. kan nu bringe et notat fra Domstolsstyrelsen med titlen 'Sagsflow og sagsbehandlingstider ved domstolene'.

Her viser de nyeste tal en klar udvikling. I negativ retning.

Ofre og kriminelles ventetid ved landets byretter slår ny rekord.

I første halvår af 2019 tog en domsmandssag i gennemsnit 153 dage at sagsbehandle.

Og det er, efter at politiet er færdig med efterforskningen, og en domstol til sidst skal afgøre straffesagen.

Det er 34 procent længere end i 2014, hvor gennemsnittet var 114 dage.

»Jeg har set tallene, og må konstatere, at der er tale om en klar stigning år for år,« siger Mikael Sjöbjerg, der er formand for Den Danske Dommerforening.

Steen Johannsen mærker om nogen den lange ventetid hos byretterne.

I sommeren 2019 blev Steen Johannsen umotiveret overfaldet på sin båd, som lå i havnen i Horsens. I efteråret sendte politiet sagen til Retten i Horsens. Men på grund af travlhed har retten ikke mulighed for efter sommerferien at tage sagen i retten, selvom den er ret simpel. Steen Johannsen er skuffet over den lange ventetid.
I sommeren 2019 blev Steen Johannsen umotiveret overfaldet på sin båd, som lå i havnen i Horsens. I efteråret sendte politiet sagen til Retten i Horsens. Men på grund af travlhed har retten ikke mulighed for efter sommerferien at tage sagen i retten, selvom den er ret simpel. Steen Johannsen er skuffet over den lange ventetid. Foto: Sophia Juliane Lydolph
Vis mere

Anklagemyndigheden hos Sydøstjyllands Politi har i starten af december videresendt tiltalen mod den mulige gerningsmand til overfaldet til Retten i Horsens.

Alligevel skal han ikke regne med, at sagen føres inden sommerferien.

»Først tredje gang jeg ringede til anklagemyndigheden i Horsens, fik jeg svar på tidshorisonten for den kommende retssag. Og det bliver efter sommerferien,« siger han.

TIP OS: Har du som offer eller gerningsmand oplevet den lange ventetid hos landets domstole? Skriv til B.T.s undersøgende journalist Thomas Nørmark Krog på tnkr@bt.dk.

Steen Johannsens sag har været særlig hård.

Selv om et vidne havde set overfaldet, har B.T. allerede beskrevet, at politiet hurtigt valgte at droppe sagen, da gerningsmanden afviste at have begået vold.

Den afgørelse klagede Steen Johannsen over til Statsadvokaten, der slog fast, at politiets begrundelse ikke holdt, og derfor skulle sagen alligevel sendes i retten. Men her rammer ventetiden så.

»Jeg føler mig absolut svigtet af først politiet og så retsvæsenet,« siger Steen Johannsen.

Men hvordan kan det være, at ventetiden er steget så markant hos byretterne?

I notatet fra Domstolsstyrelsen er svaret dette:

'En stigning i antallet af sager, og særligt de ressourcekrævende sager, presser byretternes sagsbehandlingstider.'

Det samme peger Mikael Sjöberg på som en årsag.

»Der er kommet langt flere sager med en stor kompleksitet, og det trækker sagerne i langdrag,« siger han.

Et kig på tallene viser da også, at der er en kraftig stigning i antallet af sager.

I notatet står, at der i første halvår af 2019 var 7.423 verserende domsmandssager mod 5.239 i 2014.

Det vil sige en stigning på 42 procent på fem år.

Og selv om de dækker et mindre antal sager, er der de sidste fem år sket en stigning på hele 224 procent i antallet af nævningesager.

Fra notatet: Her er de seneste fem års antal af verserende sager hos landets byretter.
Fra notatet: Her er de seneste fem års antal af verserende sager hos landets byretter.
Vis mere

I 2014 var der 42 af disse ret tidskrævende sager, hvor anklagerne vil have mere end fire års fængsel, mens tallet var steget til 90 i første halvår af 2019.

For ofrene er konsekvenserne af travlheden hos domstolene kort sagt denne:

Ventetiden bliver længere og længere.

»Jeg synes virkeligt, at myndighederne har efterladt mig i et næsten håbløst tomrum. Og det bekymrer mig, at så mange andre ofre åbenbart er i samme situation,« lyder det fra Steen Johannsen.